Svar på spørgerunde 

Det har ladet vente lidt på sig, som det oftest er tilfældet med de fleste ting i mit snegleliv. Det går sgu ikke så hurtigt. Men her er der svar på jeres spørgsmål! Og mega tak for dem i øvrigt.

“Hvordan tog din familie og venner graviditet nummer 2? Den lyder til at have været planlagt og det hører man ikke så tit. Er du bange for at “gå i stå” og ikke rigtig komme igang med uddannelse nu hvor du har to unger og er blevet afbrudt (igen)?”
De tog det godt. Jeg tænker, de havde set den komme. For mig (og dem, forestiller jeg mig) var det slet ikke underligt, da jeg jo breakede min første graviditet som 17-årig. Denne gang var folk omkring os ligesom bevidste om, at Mikkel og jeg levede familielivet med Marius, og hele Mikkels familie havde set, hvordan han tog Marius til sig og behandlede ham som sin egen. Så han var allerede i rollen, så at sige, og jeg havde været det længe i min familie, så at vi præsenterede en graviditet, da han var 22 og jeg 21, kom vist ikke bag på nogen. Desværre fandt vi i uge 12 ud af, at der ikke længere var liv derinde, og det tog ret hårdt på os, da vi (lidt naive måske) slet ikke havde tænkt i de baner, at noget kunne gå galt. Vi var jo bare glade. På daværende tidspunkt havde vi nået at fortælle det og måtte slukøret informere familien om, at det ikke blev til nogen baby denne omgang alligevel. Et par måneder efter var jeg dog gravid igen, og det kom der heldigvis en Frede ud af!

Det med uddannelsen er ikke noget, jeg er bange for. Jeg er træt af, at jeg ikke er ‘længere’, end jeg er, men med de to unger, jeg har nu, og de dertilhørende barsler, kunne jeg ikke have gjort det ret meget hurtigere. Det skulle lige være, hvis jeg ikke havde været så latterligt dårlig under begge graviditeter, så jeg kunne have haft noget skolegang dér også. Men det er man som bekendt ikke selv herre over, så jeg forsøger at se fremad. Og jeg skal nok nå det. Pt. er jeg 23 år, og vil være omkring 24-25, når jeg kan starte på universitetet. Der vil en del af mine jævnaldrende måske være færdige, men de ‘mangler’ så til gengæld årene med barsel og små børn, og jeg synes, det er vildt fedt, at jeg får lov at være ung, mens mine børn er små, og at jeg samtidig som studerende har mulighed for at flexe lidt mere rundt, hvis der skulle blive behov for det.

 

“Bliver du i Odense? Og er det der, du også er fra? Har du planer/tanker om på et tidspunkt at flytte fra Odense til en større eller mindre by?”
Jeg er fra Odense. Eller, egentlig boede jeg i en mindre by på Midtfyn i mine første 4-5 leveår, før min mor mødte en mand i Odense, og vi flyttede dertil. Så jeg vil betegne Odense som min hjemby, da det er her, min tilknytning er størst og har været det i flest år. Min mor har altid haft stor tilknytning til Svendborg gennem job og den slags, og vi flyttede til Sydfyn, da jeg ventede Marius. Da hans far og jeg flyttede hver for sig, rykkede han tilbage til Odense og jeg til Svendborg centrum, hvor jeg senere mødte Mikkel. Efterfølgende flyttede Mikkel og jeg til Odense, da det var nemmere både i forhold til Marius’ far og universitetet. Og her bor vi så nu. Hvad vi skal senere, ved vi ikke helt endnu. Jeg blev enormt glad for Svendborg, da vi boede der, men jeg føler mig samtidig også ret hjemme i Odense. Mikkel og jeg har snakket meget om det og ser nok begge, at vi et stykke ude i fremtiden finder noget landligt på Sydfyn et sted ikke for langt fra Svendborg. Det kan også være, det bliver i Odense og omegn, men det ser vi på til den tid. Der skal bare helst være lidt luft omkring og et par hundrede meter til nærmeste nabo!

“Møder du ofte fordomme som ung mor? Hvad studerer du?”
Jeg har næsten aldrig mødt fordomme som ung mor. Der er muligvis blevet snakket i krogene, men jeg er faktisk aldrig selv blevet konfronteret med noget. Der har da været en del udbrud, som “så må du da have fået ham tidligt!”, når folk har regnet lidt på det, men jeg har overvejende mødt ros og anerkendelse for, hvordan jeg har klaret det. Og det er vel i virkeligheden en reaktion på de generelle fordomme om unge forældre. At det var “flot” og “imponerende”, at jeg tog mig af mit barn selv, at jeg ammede ham i 14 måneder, at han var over et år, før han blev passet ‘rigtigt ude’ første gang, og at jeg tacklede opgaven som mor, som de fleste andre (voksne) mødre ville gøre det. Og jeg kan godt forstå reaktionen, men for mig var det hverken specielt flot eller imponerende, jeg var jo “bare” mor, og det var jo sådan, en mor gjorde. Selvfølgelig var jeg forvirret og i konstant søvnunderskud, men ikke betydeligt mere end jeg forestiller mig, andre førstegangsmødre er det. Jeg bliver selv helt nervøs, hvis jeg hører om en 17-årig, der skal være mor. Jeg har jo samme fordomme selv, om at de fleste nok ikke er klar til det. Hvilket sikkert også ofte er tilfældet i virkeligheden. Det var (sjovt nok) bare ikke så skræmmende for mig, da jeg stod i det selv, for jeg kendte ligesom mig selv nogenlunde til at vide, at det nok skulle gå. Det havde aldrig faldet mig naturligt at få Marius passet i tide og utide for selv at kunne udleve en håndfuld teenagedrømme. Mine prioriteter blev nok ændret ret automatisk.

Og til anden del af spørgsmålet, så færdiggør jeg min studentereksamen efter sommerferien, hvorefter jeg satser på at søge ind på journalistik på universitetet. Om jeg så kommer ind, er en helt anden side af sagen. Ellers bliver det nok noget kommunikation/dansk/sprog-something.


Og så skal der lige lyde et enormt TAK til jer, der ville være med. Også til jer, der ikke havde spørgsmål, men blot ros. Det bliver jeg sgu aldrig for gammel til. Jeg bliver så glad! En anden spurgte ind til, hvordan hverdagen ser ud herhjemme, sådan intentioner vs. realiteter, og det prøver jeg at få brygget noget omkring, for det er egentlig ret sjovt. Der er til tider uoverskueligt langt mellem de to ting.

Og så må I have den dejligste weekend. Ever! 

 

 

Svar på spørgsmål #1

Jeg overvejer, ligesom resten af blogriget, at smække en Q&A-slash-spørgerunde op på et tidspunkt, hvis der kunne være stemning for det, hvor det hele bliver lidt mere organiseret end de spørgsmål, der dukker op hist og her. Men! I mit tidligere indlæg, lagde jeg ganske forsigtigt op til det samme (det er altid pænt akavet, hvis den slags bliver mødt af rungende stilhed, så jeg startede blødt ud – man er vel en bangebuks), og der kom faktisk et par fine og ganske interessante spørgsmål. Dem vil jeg nu putte et par svar på herunder. Here goes:

Hvad er dine fremtidsplaner? Sådan, med uddannelse, job osv.? Jeg ser jo jævnligt beviser på, hvor utroligt god du er til at formidle på skrift (tak for det!), og er nysgerrig på, om det mon er sådan noget du kunne tænke dig.
Puha. Jeg rager i en del forskellige retninger og vil egentlig helst have lidt af det hele. Jeg er dog også realist (bilder jeg mig ind), og derfor mener jeg, det vil være smart at have en eller anden grunduddannelse, som jeg kan bygge videre på med tiden. Jeg holder enormt meget af det kreative på alle mulige måder. At tegne, male, lege med ler, strikke, bygge og – måske mest af alt – skrive. Jeg har brugt spandevis af timer foran min gamle DOS-computer, hvor jeg, fra omkring 2. klasse, skrev side op og side ned og drømte om mit voksenliv som forfatter (det har kastet mange historier omhandlende rideskolepiger på magisk sommerlejr af sig – jeg havde noget med ponyer dengang). For mig er det vigtigst at have en fremtid med et job, jeg har lyst til at stå op til. Mine overvejelser angående studie har raget i en million retninger og været omkring alt lige fra medievidenskab, medicin og psykologi til religion, artikekt, teologi og journalistik. Min mavefornemmelse fortæller mig dog, at jeg nok forsøger mig med sidstnævnte. Jeg trives enormt dårligt med et skemalagt liv, og jeg ville derfor elske noget freelance/arbejde-hjemmefra-agtigt, hvor jeg kunne skrive bøger, klummer, lege med photoshop, tegne billeder og prints og alt muligt andet hyggeligt. Verden er min østers, I guess.

Hvad laver du egentlig nu? Altså når du ikke er på barsel, forstås.
Da jeg blev gravid med Frede, var jeg ved at færdiggøre mit sidste år af min studentereksamen, som på grund af min første graviditet (som konstant opkastende) med Marius, allerede var udskudt ni måneder og en barsel. Dengang, som 17-18-årig, tilragede jeg mig på mystisk vis en diskusprolaps, som igen fik mig i knæ ved anden graviditet sammen med endnu en omgang (lidt mildere) opkast. Således måtte jeg igen sygemeldes, og jeg står nu tilbage og mangler at færdiggøre fire skaldede fag, før den forbandede kasket sidder på mit hoved. Det rider mig som en mare, men jeg trøster mig ved, at jeg stadig hører til den unge kategori, sådan aldersmæssigt, og at ét ekstra år, før jeg kan tjekke ind på universitetet, nok ikke kommer til at betyde det helt store på den retrospektive måde.

Drømmer du om at blive gift? Eller er det slet ikke noget, du/I har behov for at blive?
Jeg vil gerne giftes! Men det er ikke noget, der fylder enormt meget endnu. Jeg har en helt klar idé om, hvordan mit (altså vores) bryllup skal udforme sig, men det er ikke på Monica-måden, hvor jeg har ringbind tilbage fra 4. klasse med nøje udvalgte billeder af bordpynt og farvetemaer. Men jeg synes helt bestemt, at der er noget charmerende og umanerligt fint ved et bryllup, og jeg glæder mig til selv at skulle opleve det engang.

HVIS du skulle giftes – skulle det så være i kirke eller på rådhuset?
Helt klart i en kirke. Jeg synes, der er en majestætisk ro og ynde over sådan en kirke, og det ville for mig være den perfekte ramme for starten på et bryllup. Jeg har ikke brug for at fortsætte dagen på samme storslåede, fine måde med slotssale og syv sæt bestik. Det må gerne foregå på en solrig sommerdag under babyblå og åben himmel i haven, hvor der skal grilles, danses med bare tæer under pæn papirpynt og laves (og ristes skumfiduser over) bål langt ud på natten. På den måde synes jeg også, der er noget smukt ved kontrasterne fra den kirkelige vielse til den uformelle havefest, og jeg ved, Mikkel (heldigvis) er enig. (Okay, det var ikke fuldstændig Monica-agtigt, men jeg har da gjort mig lidt overvejelser, kan jeg se nu.)

Spiller kristendom – eller anden form for religion/religiøsitet – nogen rolle i dit/jeres liv?
Nej, egentlig ikke. Det spiller en rolle på den måde, at jeg selv er døbt og konfirmeret, og begge mine børn er blevet døbt, men vi er ikke troende på den troende måde. Jeg synes, dåben er et smukt ritual, omend nogen måtte mene, det virker hult og en anelse blasfemisk sådan at stå og sige ja til noget på sine børns vegne, som man måske ikke selv tror fuldkomment på. Og jeg kan godt se, hvad de mener. Men for mig handler det om ikke at tage det så forbandet bogstaveligt. Jeg vælger at opfatte nutidens kristendom på den måde, at der er plads til at tolke den sådan, som hver enkelt måtte finde rigtigt, og for mig er fortællingen om Gud, Jesus og kristendommen mere en håndfuld metaforiske budskaber om næstekærlighed og den slags – og dem kan jeg altså godt stå inde for. Jeg kan godt lide traditionen, og jeg synes, der er noget fint ved at værne om historien og det lille, hvidkalkede hus, som er en yndig tidslomme at træde ind i. Med det sagt har jeg det generelt stramt med religion, når det bliver for voldsomt. Jeg er ikke troende, men jeg er heller ikke ateist. Ateisme bliver for mig at se ligeså ofte en slags religion, som religion er det. Jeg bryder mig ikke om nogen form for fanatisme, og det mest ækle er, når nogen prøver at trække noget religiøst ned over hovedet på andre mennesker. Men al ære og respekt til dem, som har lyst til og måske brug for at tro og som undlader at proppe det ned i halsen på andre. Jeg tænker, at religion ofte er en måde, hvorpå man kan finde meningen i det meningsløse, og jeg synes menneskets – måske grundlæggende – behov for et holdepunkt og noget at tro på, når alt styrter sammen omkring dem, giver meget god mening. Men nej, religion spiller ingen rolle sådan i vores hverdag.

Og på samme tid fik vi bevist, at jeg stinker til at fatte mig i korthed. I hvert fald på skrift og når jeg selv bestemmer. Må I allesammen have en afslappet aften på bedste vis og lade mig høre, hvis der er stemning for en mere organiseret slags Q&A. Så vil jeg i mellemtiden øve mig i at svare på en knapt så langtrukket facon.