Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Mødet med Mikkel vol. 2

‘Bedre sent end aldrig’ kunne meget passende være mit livs dårlige slogan, men ikke desto mindre passer det ind i (lidt for) mange sammenhæng. Ligeledes gør det sig fint i porteføljen omkring mødet med Mikkel, da anden del halter en del (altså et år) efter første. Faktisk er det i dag 218 dage siden, jeg begyndte på det her indlæg. What the actual… Men here you have it! Og here you have den første fortælling, hvis du ikke har læst den, eller trænger til genopfriskning efter evigheder.

Den søde mand havde som bekendt planer om at efterlade Danmarks brede bøge til fordel for strand i kilometervis og vilde kænguruer. Hans ven, selvsamme som hostede føromtalte havefest, var allerede taget derned for at bo med sin australske kone. (Det lyder lidt gammelt… Det er de ikke). Mikkel havde lovet at følge i hælene på dem, hvorfor han havde en idé om, at der skulle tages hul på opsparingen engang i juli, og kursen sættes mod The Land Down Under.

Vi stødte ind i hinanden på en tilfældig bytur nogle uger senere, og som dagene gik, og SMS’erne blev mange, aftalte vi at glemme Australien et lille stykke tid. Så selvom den stadig gnavede lidt i baghovedet, inviterede han mig på en slags første date hos ham en fredag aften, efter han havde fået sendt min dengang fremtidige svigerfar ud af huset. Ja, hjemmeboende. Mig som mor til en 3-årig og ham på vej ud i verden med udsigt til et bekymringsfrit, solskinsbenådet sabbatår. Det var et lidt skørt match – eller i hvert fald skør timing – men noget trak i mig alligevel.

Den 8. juni 2013 var jeg ved stranden med en veninde, mens jeg talte timerne til klokken 20. Hun smed mig af et stykke væk fra huset, så jeg kunne ankomme somewhat lydløst og nonchalant valse gennem indkørslen. Den søde, solbrune dreng trådte frem i døren. Det var første gang vi var på tomandshånd og sådan for alvor ædru. Vi var begge lige dele nervøse og glade og havde ikke helt regnet ud, hvad vi havde gang i, når nu fremtidsudsigten så dårlig ud sådan rent parforholdsmæssigt.

Mikkel havde imidlertid fundet vin og dertilhørende glas og guidede mig gennem huset og ud på den anden side. Her blev jeg mødt af en prægtig have med solbeskinnet terrasse og glimtende swimmingpool, alt sammen omgivet af enge med græssende ponyer. I shit you not, det var de gennemførte rammer for en første date.

Tiden gik, snakken (og vinen) flød, og ret hurtigt gik det op for mig, at vi ligesom passede ind. Sammen. Vi fandt ud af, at vi delte mere end blot den spirende interesse for hinanden. Musiksmag, humor og en række andre ting viste sig ret hurtigt at være temmeligt ens, og snakken gik på mest klichéfyldte facon som om, vi havde kendt hinanden meget længe.

Dagene gik og kontakten varede ved. Datoen for, hvornår han forlod Danmark et helt år, var stadig ikke fast. Først var det i juli, senere hen august. Så faldt snakken på, at han måske godt kunne nå at opleve en del, hvis nu han blot tog væk i et halvt år. Eller tre måneder. I juli var jeg på ferie i Tyrkiet med min søster, og Mikkel i Amsterdam med sin familie. Det blev min dyreste telefonregning til dato, og det uvisse omkring afrejsen knirkede stadig lidt. En aften sendte jeg en SMS på tværs af Europas grænser, hvor jeg spurgte, hvad hans familie egentlig sagde til, at han efterhånden havde udskudt afrejsen et godt stykke på grund af en pige, han lige havde mødt. Retur kom en besked med ordene “Jeg tror, de havde regnet det ud. De tager det helt fint, at jeg ikke rejser alligevel”. Så dér midt i Tyrkiets varme aftentimer blev det sagt. Fra en telefon i Holland. Han ville droppe sin rejse og i stedet blive hjemme. På grund af mig og os. Det var lettende og enormt skræmmende på samme tid, for hvad nu hvis noget gik galt, og han fortrød, han ikke var taget afsted? Vi havde trods alt kun kendt hinanden en måned…
Og så har I lige mit ord på, at der ikke går et helt (eller halvt) år, før tredje og sidste del dukker op!

Mødet med Mikkel vol. 1

FotorCreated

Vi mødtes gennem fælles venner engang i den spæde start af 2013. Mikkel og jeg, forstås. Vi skulle til noget arrangementlignende samme sted, og Mikkel hentede mig sammen med et par andre stykker. Han var høj og høflig og havde tømmermænd. Resten af flokken spillede ølbowling, og Mikkel og jeg sad på sidelinjen og frøs på fingrene. Vi blev hurtigt ret gode venner, han lånte min sofa efter byture og vi fulgtes ad lune forårsmorgener på McDonald’s efter tømmermændsmenuer. Sådan helt platonisk.

Det blev maj, og igen mødtes vi hos den tidligere ølbowlingvært, som smed en festagtig begivenhed for venner og bekendte. Det var have-/bål-/grill-/garagefest med charmerende gammelt fadølsanlæg og dart i indkørslen. Jeg hjalp Mikkel med at kløve brænde til bålet (okay, det var omvendt), vi grillede store bøffer og spiste med engangsservice. Mikkel berettede om sin forestående rejse til Australien, som han havde intentioner om at begive sig ud på sidst på sommeren. Dét var jeg ikke glad for at høre, kunne jeg mærke. Følelsen syntes latterlig, og jeg prøvede at skyde den til jorden, men forgæves. Det var jo et helt år, han skulle være dernede. Et år!

Vi snakkede om fremtiden, sabbatår, børn og alle de andre ting. Henad aftenen dukkede han op med en flaske i hånden og spurgte, om jeg drak rødvin. Det gjorde jeg. Og havde jeg ikke gjort det, havde jeg gjort det alligevel! Han droppede engangsservicen og fandt vinglas i værtshusets køkken, hvorefter vi satte os på en øde terrasse og skænkede op. Oh, how very romantic. Vinen sparkede så småt til os, og i takt med solen gik ned og genertheden blev væk, blev en anderledes stemning fundet frem. Han var sgu da egentlig meget sød på mere end tømmermænds-venner-måden. Enten var han modig (og småfuld), eller også var signalerne klarere, end hvad jeg havde opfattet (…også småfuld), for tilbage i garagen forærede han mig ganske pludseligt et kys, jeg slet ikke havde set komme. Men Australien ventede stadig lige om hjørnet.

P.S: Ja, det er Mikkels hænder i mine lommer på billedet. Så store hænder har jeg altså ikke. Niks!

At turde tro og tyve ugers scanning

I foråret gav en lille spire op i 11. uge. Det var normalt. Alt var normalt. Det skete jo ved hver 5. graviditet, at kroppen frasorterede dem med ringe levedygtighed. Dette var dog en urimeligt ringe trøst, da vi stod midt i det. Og det gnavede væmmeligt i hjertet, da vi måtte ringe rundt og fortælle, at der ikke landede et nyt familiemedlem som planlagt alligevel. Derfor var igår en milepæl. En vigtig én af slagsen. Misdannelsesscanningen. Helt uden misdannelser eller andre ting. Blot en fin, rask og topfrisk baby på 20 (!) cm. Fra igår turde jeg for alvor at tro på det. Forårets oplevelse har trukket lange spor af uvished og bekymring efter sig med ind i denne graviditet. Spor, jeg ikke har givet megen opmærksomhed. Eller overhovedet villet være ved. For selvfølgelig ville det lykkes denne gang. Det skulle det. Og det gør det! Men der faldt alligevel en sten så tung fra mit hjerte igår, da den søde scanningsdame måtte erkende, at hun ikke kunne give os et fint babybillede i profil, da han var midt i noget solo dance-off og ikke ville ligge stille. Ja, han! Jeg har fået lov at blive drengemor endnu engang. Et velkendt felt og alligevel så nyt og usigeligt spændende. Storebroderen er lykkelig og vi ligeså. Marius var med det samme klar på vej hjem fra børnehave og garanterede, at han nok skulle lære lillebror at spille Fifa. Og alt det andet, storebrødre gør.

Off topic: Billedet er, som jeg igår delte på Instagram (@dittekirk), en drømmefanger, jeg lavede den anden dag med fem (af mange) fjer, Marius kommer hjem med. Vi har også et godt lager af sten, grene, kogler og kastanjer.