Fødselstavle-konkurrence

Fotor0812130711

Som konsekvens af de søde tilbagemeldinger I kom med lige her, måtte der skydes en lille konkurrence igang. Der var både stemning for personlige fødselstavler og andre prints, så jeg tænker at dele det op af lidt flere omgange. Første af slagsen bliver altså fødselstavlen. Deltagelsen fungerer således, at I bare smider en hvilken som helst kommentar til indlægget her, og så trækker jeg lod mellem alle kommentarer sidst på ugen. Vinderen bliver offentliggjort i dette indlæg og modtager naturligvis en mail fra mig, så vi kan aftale nærmere vedrørende layout, navnet på baby og deslige. Så husk lige at tjekke e-mail-adressen efter for fumlefingre og stavefejl, så jeg kan få fat på jer. Sæt igang!

Spørgsmål, selvpromovering og mig-tid

Hænger I stadig på, eller er I stukket af, mens tid var? I er så stille. Det er også okay i den smeltende varme. Hellere sørge for at kroppen bliver, hvor den er, fremfor at lege på internettet. Jeg kører bare på med monologen lidt endnu. Mikkel og Marius er taget et smut i ind til byen. Noget med Fona, en oplader og noget i udu. Det efterlader mig med stilhed og ro i et sådant omfang, at jeg med god samvittighed kan hoppe i bad og trimme de små korte. Altså benene. Tilmed skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg gavmildt sølede min slidte manke ind i Aussie-produkter fra rod til spids i mellemtiden. Har I erfaringer med den slags? Jeg er nærig som bare fanden (eller i hvert fald på SU), så jeg ødsler sjældent mine penge bort på cremer og hårprodukter. Men nu har jeg hørt så meget om netop det (og Moroccan Oil – men dét kommer ikke til at ske!), og når Netto tilbyder mig en bøtte, der mest af alt ligner shampoo til hunde, til sølle 49 kroner, så slår jeg sgu til.

I øvrigt har jeg hørt, at det skulle være så godt med de dér Facebook-sider. Noget med selvpromovering, I guess. Så nu har jeg taget mig sammen og kreeret en af slagsen lige her, hvor I også kan følge med i nyt her på domænet, billeder og den slags. Måske giver det mest mening for de af jer, der ikke bruger Bloglovin’. Jeg ved det ikke. Tror, siden på nuværende tidspunkt har 0 likes, så det tegner jo meget godt.

Sidst men absolut ikke mindst, har jeg i øvrigt ikke glemt de sidste spørgsmål fra den tidligere, selvhøjtidelige spørgerunde. De kommer løbende, I promise. De kræver bare lidt mere eftertænksomhed og skrivetid, end jeg har at give lige nu. I øvrigt er spons og andet skidteras stadig på et absolut minimum her på bloggen (faktisk ikke-eksisterende), men det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville hælde goodiebags og Dior-parfumer ud over jer. Tro mig, det ville jeg gerne. Men det er endnu uaktuelt. Derimod har jeg modtaget mange rosende (tak!) og spørgende ord angående mine tegninger her, her og her. Kunne det være noget med en slags lille konkurrence om en valgfri tegning eller en personlig fødselstavle alá den i sidste link? Så sig lige til, ikke? Antallet af deltagere ville formentlig være minimalt og vinderchancerne derfor historisk høje. You let me know – Det er det bedste, jeg kan tilbyde lige nu.

Jeg skynder mig at trække mig fra cyberspace igen, inden jeg atter bliver bombarderet med Copenhagen Fashion Week, bloggerevents og awardshows. Det stikker en lille smule i mit misundelses-organ. Hvor end det så sidder. Og nej, det er ikke pænt at misunde andre, jeg synes bare, det ser ud til at være så pissehyggeligt. Men jeg vil istedet gi’ mig i kast med en engangsskraber fra Lidl (det kan vel også noget…) og ønske alle de dygtige damer en helvedes masse gode oplevelser til modeugen og andre spændende events. Drik en ekstra mojito for mig! Jeg kan alligevel ikke li’ dem.

Hey, og tillykke til Mette Marie med bedste blog-awarden. Mere velfortjent pris skal man lede længe efter.

Hygge og hamstervaner

Jeg er træt med mere træt ovenpå. Jeg har ferie, solen skinner, og jeg er træt. Jeg ved ikke helt hvorfor. Løgn. Jeg har i hvert fald en anelse. For det første kunne jeg begynde at motionere lidt (like that’s gonna happen), spise sundere eller i hvert fald mere (that has to happen!), og vigtigst af alt: Sove. Jeg synes, jeg sover en del, men det er alligevel aldrig helt tilstrækkeligt. Jeg forestiller mig, at min træthed (minimum) ugentligt rammer niveauer, som kun hjemvendte festivalgængere efter Roskilde kender til. Og så burde jeg starte på at leve som menneske fremfor hamster, når Marius er hos sit faderlige ophav. Sandheden er, at jeg elsker hamster-delen, jeg kan bare ikke holde til den. Det er bare så tillokkende at sætte hjernen på standby og lege med computer og serier i de tidlige nattetimer og så sove alvorligt længe næste morgen. For jeg er, og har altid været, så meget B-menneske, at man passende kunne smide et C foran istedet. Det er lækkert at sove længe. For fanden, hvor kan jeg li’ det! Og her sidder jeg igen kl. 23:23 (er det nu, man må ønske?), og det lille 4-årige menneske i mit liv sover sødeligt i sin køje. Og jeg burde hoppe på hovedet i seng for to timer siden, men aftentiden (og -roen) er ligesom lidt for hellig. Ak, alle de problemer, som slet ikke er problemer.

I det mindste er jeg træt og glad. Det kan åbenbart godt lade sig gøre. Vi har hygget os idag, Marius har på mest blasfemiske vis ladet sine Lego-superhelte flytte ind i det gamle Lundby-dukkehus, vi har grillet store bøffer over engangsgrill på den lille altan, spist alt for mange is, og jeg har sågar fået mig en middagslur, takket være min overskudsagtige kæreste som underholdt poden, mens jeg lukkede verden ude og drømme ind.

Billedet er en fødselstavle, jeg tegnede for ganske nyligt. Og i øvrigt mega off-topic.

Tak og tvivl

Fotor0614221853

Først og fremmest skal der lyde et rungende tak til jer, som linker til min blog rundt omkring og jer, der kommenterer og roser bloggens eksistens. Og også jer der læser med og lister ubemærket ud af bagdøren igen. Det er voldsomt overvældende og angstprovokerende at vide, der bliver kigget med derude fra.

Jeg har haft sådan en mini-krise mht. bloggen. First world, I know. Jeg er lidt twisted på det punkt. Det kribler i mine fingre og opsluger mig fuldstændigt at skrive ord. Alle mulige ord, alle tænkelige steder. Og jeg nyder den respons, I kommer med. Jeg ville så gerne kunne påstå, at jeg er fuldstændigt og bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Men det ville være en stor, fed løgn. Jeg presser mig selv ud over kanten af min comfortzone og kan ikke helt overskue, hvor jeg lander. Men det er god træning, I guess. Jeg har besluttet mig for, at min undseelighed ikke skal stripse mig om håndleddene. For selvom jeg er et delvist privat anlagt menneske, synes jeg jo, det er grænsende til hyggeligt at færdes her på bloggen og på nettet generelt. Så jeg tror sgu, jeg giver det et skud.

I skrivende stund propper jeg gabet med vandmelon og alfabet-kiks og har krøllet benene op under mig i sofaen efter hanen (Marius, that is) galede kl. 06:47 til morges (uforskammet brok i spædbørnsforældres ører, I know). Det er tidligt for mig. Og så har jeg lige klikket en kjole (mere) hjem fra Nelly. Goddamnit.

Billedet er helt og aldeles irrelevant for indlægget, men blikfang er vel en nødvendighed for at kunne sælge sin sjæl over nettet med stor sandsynlighed. Øverst ses Mufle og jeg fra sidste sommer, endnu en (ufærdig) tegning, mig der spiller smart med langt hår, og mig der spiller smart ved poolen sidste weekend. Med ønsket om en henrivende lørdag aften, hvad end den står på VM, Le Mans eller noget ganske andet.

Uinspireret og en lille lur

Fotor0613113320

Jeg føler mig ligeså uinspireret som Medina i en sangskrivningsproces for tiden og har nok haft åbnet ‘tilføj nyt indlæg’ ti-femten gange de sidste par dage uden produktivt udfald. Jeg kan ikke helt få den røde tråd gennem nåleøjet, og jeg har ikke lyst til at skrive ting, som lugter af desperation. Det er sådan en periode, hvor der styrter ting rundt indeni mit hoved. Alt lige fra “Hvorfor er vi her? Og er der mon liv i rummet?” til “Jeg skal huske at vaske den grå t-shirt. Og hvor fanden har jeg lagt den gode pincet?”. Altså deep shit. Og jeg kan godt gå hen og blive småforvirret af mine egne tanker. Jeg tænker meget og konstant, med en periodevis evne til at koble fra.

Rius blev afleveret kl. 10 i børnehaven og bliver hentet tidligt igen. Og nu har jeg en times mommy-time til at tage mig en lur – og det er denondelyneme en afkoblingsmetode, der kan få noget fra hånden. Ligeledes er tegneprocessen gavnlig. Det virker voldsomt afslappende på mig, og øverst er portrætteret seneste udfald, som er en slags kollektiv erklæring fra alle småbørnsforældre til alle småbørn. Og selvfølgelig gårsdagens Playstationsession. Mens solen bragede udenfor. Og omend det er gennemsyret af pædagogisk ukorrekthed at tillade sin 4-årige at være i nærheden af et joystick bare sådan for sjov, så hyggede vi os big time. Er der noget, I kunne tænke jer at læse mere om? Stille spørgsmål om? Da jeg er ligeså ukendt, som Paradise-Amalie burde være, vil jeg føle mig lidt fedtet ved at lave sådan noget ’10-ting-I-ikke-ved-om-mig-men-som-I-ikke-kan-leve-foruden”. Jeg er cyber-genert og en anelse tilbageholdende, forstås. Nå, I må have det vanvittigt dejligt derude i regnvejret (er det kun her?). Godmiddagslur.

Tirsdag, twerking og hverdagsrutiner

Fotor0603232925

Nåh, det var ikke meget feedback mit tidligere indlæg efterlod sig. Men fortvivl ej, jeg skriver et eller andet lort alligevel. Jeg er (endnu engang) blevet forarget, denne gang over den såkaldte twerking-trend. Hvis det er meningen, at twerking skal være sexet, flot eller endda begge dele, har jeg misforstået konceptet. Jo, bevares, det er da imponerende. Imponerende at en ellers så feminin del af kvindekroppen kan gøres så vanvittigt ucharmerende og frastødende at se på, mens kvinden, der gør det, fremstår omtrent ligeså elegant som Linda P. Det kan godt være, jeg lyder gammel og sur, men det er jeg også. I hvert fald sur. Det var i øvrigt den dér how-to guide som vores allesammens “Twerk Queen Louise” (det kalder hun sig sgu) på beundringsværdig vis har fået ud på Politikens hjemmeside, der vakte harmen. At hun så tager sig selv så højtideligt, at hun lige har overskud til at smide en kommentar til et ‘kikset move’ i stil med “Det er ikke det, vi skal. Det er sådan noget dans til Crazy Daisy i Kolding. HAHAHA!” og opfodrer til at ryste ‘what yo mama gave ya’ gør det hele hysterisk. Nå, nok om det.

Idag har været en ganske gennemsnitlig tirsdag med afhentning af barn, hygge, mad og så i seng. Og jeg synes jo, det var skide hyggeligt at ligge derinde på Marius’ gulv i eftermiddags med ham og min kæreste og fjolle rundt, men samtidig var jeg også bare skide træt. Jeg beundrer virkelig min kæreste for sit uendelige overskud og sin positive indstilling – noget jeg selv har for lidt af til tider. Og mens de spassede ud på gulvet og legede monstre, hunde og bamse-kastning, deltog jeg indimellem og observerede dem ellers smilende. Til sidst sendte min kæreste mig smågrinende et indforstået blik, og jeg sagde (med en vis sarkasme i stemmen, forstås), at jeg var nødt til at komme ud af galehuset (børneværelset, that is) og jeg ville ha’ min computer, min sofa og mit slik for mig selv. Og så var vi begge færdige af grin. Jeg lød virkelig som et forurettet barn, og ingen af os kunne tage mig seriøst, men lige dér i ulvetimen havde jeg bare lyst til at smide benene op og være mig selv, og det er et vanvittigt dårligt tidspunkt at blive ramt af den følelse (jeg kan ikke være den eneste mor, der oplever det, vel? Vel?!). I stedet skulle jeg tænke på aftensmad, tandbørstning og madpakker til næste dag. Og sådan er det – og jeg kan endda savne de dér indimellem anstrengende hverdagsrutiner, når Marius er hos sin far. Der mangler et eller andet. Hvor mærkeligt er det? Men af og til får jeg sådan et lille, indre mommy-meltdown á en halv times varighed midt i hverdagens virvar, hvor jeg har lyst til at putte musik i ørerne og tage mig et langt bad. Uden nogen skal ind og tisse.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Falsk forlængelse af fehår

Fotor0523145749

Nej, jeg er ikke kommet ud på den anden side af fødselsdagsweekenden endnu. Men jeg er lidt en slags mester i overspringshandlinger. Pt. hælder jeg tyktflydende kakao i halsen og slænger mig i sofaen. Jeg er lidt i chok. Jeg er netop hjemvendt fra en lille (men eksisterende) løbetur. Sådan noget gør jeg altså ikke. Nuvel, hvad laver man ellers en fredag aften klokken 23? Vejret var til det, jeg havde i forvejen slentret fridags-grim rundt i Nike-shorts herhjemme, så det var jo egentlig bare på med skoene. Det er vigtigt, at jeg griber de øjeblikke, hvor jeg faktisk har lyst til at løbe en tur. De forekommer nok med intervaller på ca. 6-7 måneder.

Og så oplevede jeg noget mærkeligt for et par dage siden. Jeg har fra naturens side fået skænket et par mørkebrune øjne og matchende hårfarve, men der er altså blevet slækket på kravene til kvaliteten rent tykkelsesmæssigt. Det er sådan en fornem blanding af min fars mørke farver og min mors skandinaviske fehår. Det er dog blevet tykkere med årene, og minder nu næsten om gennemsnitligt menneskehår. Men midt i min utålmodighed for et par uger siden, ville jeg gerne have langt hår. Og tykt hår. Og for år tilbage prøvede jeg kræfter med det dér extensions-show og besluttede, at det nu var tid igen. BÅÅÅT. Forkert.

I al hast klikkede jeg en anden kvindes aflagte lokker hjem fra eBay (man er vel nærig) og lagde planer om, at jeg sagtens selv kunne påsætte disse 300 totter hår på egen hovedbund. Og det kunne jeg også. Og langt blev det. Alt for langt. Så sad jeg dér et par timer eller tre senere med en 40/60 fordeling af eget og asiatisk hår på hovedet og blev grebet af mild panik. Det var jo ikke rart. Og slet ikke at sove på. For helvede.

Næste dag måtte jeg slukøret indrømme overfor min kæreste (og mig selv), at min impulsshopping af kinesisk hår var en fejltagelse. Så jeg var i værktøjskassen og fandt igen tangen frem og fik trykket samtlige små plastikringe fra helvede fri. Og ud gled Rapunzel. Og selvom jeg kun havde døjet med hårforlængelsen et enkelt døgn, var glæden ved atter at stifte bekendtskab med min egen, frisérbare hovedbund overvældende. Det kan godt være, man må lide for skønheden, men der  være grænser. Enten er jeg blevet for gammel eller også har jeg fået det for behageligt til at slæbe rundt på den slags.

På billedet ses ï øvrigt mit seneste hjorte-tidsfordriv, vores gode ven Frederik Rex (som Marius kalder den) og papirsophæng (lavet med skabelon fra Minieco), vores hjemmeprintede Instagram-væg og mine (næsten) nye sandaler fra H&M.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Print-selv kanin

Der kommer stille og roligt flere hoveder til her på bloggen, og det er simpelthen så dejligt. High-five til jer! Og selvom der ikke er vanvittigt mange læsere på nuværende tidspunkt, så er der stadig langt flere end jeg havde turde håbe på, få måneder inde i bloggens liv.

Nuvel, det var den dér kanin, jeg ville sige noget om. Jeg har hverken forkromede sponsoraftaler eller giveaways (endnu), men jeg kan da lave min egen. Kind of. Jeg har fået en kommentar til ovenstående kaninbillede her på bloggen og en del henvendelser på min Instagram og Facebook fra folk, som var interesserede i at klistre Hr. Ballon-Kanin op rundt omkring på børneværelserne, og det er jeg jo vældigt beæret over. Så derfor har jeg kastet mig ud i et lille forsøg. Jeg har mistet en del af min tekniske snilde i løbet af de sidste år på grund af misvedligeholdelse og muligvis ammehjerne. Men det skal ikke hedde sig, at jeg ikke har forsøgt. Så herunder er et link til Hr. Ballon-Kanin i PDF-format, så I (ganske gratis) kan printe den lille fætter direkte ud hjemme i stuerne. Det er vigtigt, at den under printerindstillingerne er sat til ‘faktisk/original størrelse’, eller hvad det hedder. At den IKKE tilpasses siden og krympes ind på midten, for så bliver det en grim lille én. Her printes den ihvertfald pænt, og hvis nogen af jer derude giver jer i kast med det, så meld endelig tilbage og fortæl om det kan lade sig gøre. Tegningen er tegnet i fri hånd, så skulle der være små ujævnheder rundt omkring, kan det være derfor. Tegningen er kun til privat brug, og jeg vil sætte pris på, at der linkes hertil ved eventuel brug på nettet. Endnu engang tak fordi I er så søde og vil følge med her.

>> Hr. Ballon-Kanin <<

Søvnvaluta, tegninger og grand prix

Det var så den weekend. Altså næsten. Jeg har (selvfølgelig) fået rokeret lidt rundt herhjemme på sådan en søndag, og på billedet ses seneste ændringer på børneværelset (med hjemmesyet pude, sgu!). Og ydermere kan jeg nu krydse “Betalt-mig-fra-at-sove-lidt-længere” af på listen over ting, jeg har gjort. Altså betalt! Og ikke med Monopolypenge. Marius mente, at kl. 6 var et passende tidspunkt at starte dagen på, omend jeg var lodret uenig. Og tingene, man kan bilde ham ind, bliver altså færre hver eneste dag. Så det er med at få brugt de sidste ting, som man stadig kan få ham til at tro bare en lille smule på. For eksempel at det altså stadigvæk er en lille bitte smule nat, når klokken er 6, og man derfor hellere må sove liiidt mere. Og til det responderede han så med “okay, men jeg kan altså ikke sove mere, hvis jeg skal sove i min egen seng”. 1-0 til ham. Jeg blev overgået i snuhed af en 3-årig. Nå, han indtog smørhullet, og så slumrede vi videre i en halv times tid, inden den var gal igen. Og nok er jeg ikke fan af 3-årige med egne iPads og mobiltelefoner, men hvis jeg kan vinde yderligere en halv time på langs ved at låne ham min, så gør jeg det sgu. Så Snøvsen snuppede mors telefon og legede med “App for børn”-app’en dér i dobbeltsengen og hyggede sig gevaldigt. Efter ti minutters tid fik jeg en albue i siden og en lille stemme i øret der sagde “Mor, du er nødt til lige at købe det her med bilen. Jeg kan ikke spille den, før den er låst op”. Så så man mig, halvt vågen og halvt zombie, taste min kode til Appstore forkert et par gange, for til sidst at ramme rigtigt og trykke ‘bekræft køb’. Da jeg vågnede et kvarter senere, kunne jeg se, det havde kostet mig 19 kroner. Søvnvalutaen stod mig altså i over én krone pr. minut. Men det var det værd. Jeg fik ekstra bobletid, og Marius fik lov til at udforske banen med bilerne, så generelt var det lidt af en dobbelt-win.

Ellers har min weekend bestået af små, hyggelige begivenheder, mens sønnike har været hos sin far. Fredag holdt jeg champagneaften med to lækre damer, og igår kom den ene af damerne (er man det som 22-årig?) igen forbi til en kop te. Den kop varede et godt stykke tid og endte ud i skæggede damer, silikonebefængte tyrolerpiger og afro-Basim på TV’et, selvom jeg aldrig rigtig er blevet grebet af Grand Prix-postyret. Men det var skide sjovt alligevel. Grand Prix-musik har altid været lig med støj og slagerhits i mit hoved, men i år fik de bevist, at det også kan handle om alt andet end musik – fx Rusland-Ukraine situationen og transseksuelles rettigheder. Så begynder det sgu da at blive spændende, hva’?

Og mega off-topic, så er jeg blevet spurgt lidt ind til mine tegninger både her og på Instagram efter dette indlæg. Og jeg har sgu ikke fået flashet ret meget af det, da det for mig mest er sådan en hygge-hobby-afstresnings-ting, og der er så mange mennesker derude, som er langt mere talentfulde til det end jeg. Men til dem, der kunne have lyst til at kigge nærmere på mit tidsfordriv, så kommer der en billedspam af mine seneste blyantstreger herunder. Det meste af det, jeg tegner, er fri fantasi, og noget af det er inspireret af motiver jeg ser på min vej eller tilfældige ting fra internettet. Alt er tegnet og malet i fri hånd, og jeg tegner alt fra børnemotiver til abstrakte dimser. Desuden har min søsters ven lige fået tatoveret den dér inca-agtige løve, jeg har lavet, på hele ryggen. Holy shit. Og den er altså i A3 format. Jeg synes, det er voldsomt, at noget jeg har tegnet i fri hånd, pludselig hænger på huden af et andet menneske. Jeg er ikke fan af tatoveringer og har heller ingen selv, men det er sgu alligevel lidt sejt. Håber, I har haft en dejlig regnvejrsweekend.

Fotor0511203342 Fotor0511202420Fotor051120185 Fotor0511201549Fotor0511203914Fotor0511203711

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram