Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

En form for flyttekaos

For ti dage siden fik vi nøglen til vores nye hytte, og i dag er første gang i den tid, at jeg har slæbt min computer frem. Og siddet ned, tror jeg. Jeg har kørt på en slags batterier, jeg vist ikke rigtigt har haft, og det er så småt ved at indhente mig nu. Hold. Nu. Kæft, jeg er træt med mere træt ovenpå. Jeg har slacket gevaldigt på mine sunde(re) spisevaner her i flyttekaosset, og jeg har været glad for det! Min hud, not so much. Det betyder dog, at mit natlige æde-alterego er returneret for en stund, og i nat gik jagten ind på resterne fra Pandekagedag, som min søster havde bagt og efterladt i vores køleskab. For ligesom at opveje den sukkerholdige natmad, tog jeg et glas vand med i seng til at skylle efter med. Jeg ville lige nyde et øjebliks stilhed med min telefon, hvilket imidlertid resulterede i, at jeg i min zombie-tilstand faldt i søvn med hovedet oveni den og samtidig tømte det iskolde vand ud over mig selv og den halve seng. Så var jeg på en eller anden måde ret vågen igen og måtte således trække mig selv og et McQueen-tæppe ind i sofaen. Gab.

Pt. er der kun en(!) flyttekasse tilbage, som mangler at blive pakket ud, og den får sgu lov at vente til i morgen. Jeg har fået skruet de første hylder op, men der er stadig en del, der mangler. For eksempel lamper. Og billeder. Og. så. videre. Men det tegner godt! Vi har pludselig så meget skabsplads i køkkenet, at jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvor de forskellige ting er, og det kan jo også noget. Nu vil jeg spise mig en Sun Lolly, inden jeg med garanti falder i søvn på sofaen.

Desuden er flere af jer kommet med mange fine og gode spørgsmål (og sindssygt søde ord) her, og det sætter jeg så usigeligt stor pris på! Jeg satser på meget snart at påbegynde et svar-indlæg, så hvis I vil ha’ noget med, kan det stadig nås… Godnat, I rare mennesker.

En slags førstegangs-dag

I dag er en slags første gang for flere ting. Frede stod op lidt over fem (det er der ikke noget første over), men klokken 7 blev han ved med at surmule og takke nej til både grød og mælk. I stedet faldt han i søvn, og man skal som bekendt sove, når baby sover, så det gjorde jeg – og vågnede 09.30. Helt forvirret slog jeg øjnene op. Angst for, hvad der var sket. Trak han vejret? Var han faldet ned af trappen? Var han sluppet ud af lejligheden og rodede rundt ude i opgangen? Ja, nej og nej. Han sov sødeligt videre til klokken 10, og havde således tilbragt tre stive timer i drømmeland. Det er aldrig sket før. Jeg har hans nyfundne entusiasme for fysisk aktivitet mistænkt for at være grunden. Han kravler ikke. Han kryber, og det har han gjort længe. I en allerhelvedes fart trækker han sig afsted på sine små arme som en lillebitte militærmand. Præcis som hans storebror gjorde det. Men de sidste par dage er han ydermere begyndt at klatre på alt, hive sig op rundt omkring og generelt knokle helt vildt med den lille krop (og så arbejder han vistnok på at sporte en lille fortand inden længe!). Måske er han derfor blevet lidt mere træt i det. Jeg klager ikke.

En anden førstegangs-ting er, at jeg er alene hjemme. Sådan helt alene. Ingen mand, ingen børn. Det har jeg ikke prøvet i 9 måneder, og det er lige dele syret og rart. Vi skulle egentlig til brunch hos Mikkels faderlige ophav, men jeg har været smådårlig og kvalm både i går og i dag, så drengene trillede afsted og efterlod mig med en rungende stilhed i lejligheden. Det er ret vildt at opleve, at min lille siamesiske tvilling er 40 kilometer væk. Jeg har næsten glemt, hvordan man bærer sig ad med at være alene. Men indtil videre har jeg både drukket min kaffe, mens den stadig var varm, og jeg har opholdt mig på toilettet uden kompagnon. Måske jeg skulle prøve at sove nu. Bare sådan uden videre.

Julestemning (eller mangel på samme)

Jeg er ikke i julestemning endnu. Man kunne sige, det var ved at være oppe over, når nu det er den 24. december lige om lidt. Men julens måned har sgu været lidt træls ved os. Bevares, den har været proppet med gode ting som Marius’ skoleplads og vores fremtidige bolig, men hverdagens tandhjul har i den grad været rustet til i sygdom og afladede batterier. Vasketøjet vokser ud af væggene, der roder med irriterende, små dimser alle vegne, og min rengøringsindsats er på et skuffende ringe niveau, men jeg er åbenbart allerede gået i vi-skal-jo-snart-flytte-mode, så jeg får ikke gået i dybden med den husholdning på samme måde som normalt. Det skal jo alligevel pakkes ned lige om lidt. Agtigt.

Raskheden begyndte (efter to la-aa-ange uger) at vise sit kønne fjæs hos både Mikkel og Frede for et par dage siden, og håbet om en nogenlunde frisk juleaften var atter lysegrønt… Men da den mindste af husets herrer vågnede 00.30 i nat med over 39 i feber, var det atter op ad bakke. Imidlertid virker han til at være i bedring, og jeg håber, vi akkurat når i mål tids nok til brun sovs og risalamande. Jeg håber så inderligt. I disse dage sover vi alle fire på Marius’ værelse, så langt væk som muligt fra det rådne indeklima i kælderetagen. Jeg er nu efter en hel del snakke og ligeså meget googling overbevist om, at det er synderen i hele det her sygdomsræs, og jeg synes, det er ækelt.

Men i stedet for at køre den fuld Debbie Downer, gider jeg godt at glædes ved de federe ting. For eksempel at vi snart er flyttet, at Marius er rask, og at jeg fik købt alle julegaver den 22., som for mit vedkommende er i overordentlig god tid. Imorgen ved middagstid kommer Marius og hans far, så vi kan snaske noget kage og kaffe, inden vi skal til jul hos min storesøster. Og selvom vejret minder mest om oktober, og min julestemning kan ligge på et meget lille sted, glæder jeg mig helt pjattet til at holde jul med mine tre drenge og resten af min familie og til at opleve julemagien i øjenhøjde med den 5-årige.

Må I ligeså have en dejlig jul med masser af mad, geniale gaver og alle jeres yndlingsmennesker! <3

Du kan sove, når du bliver gammel

Igår aftes fandt jeg mig selv i sofaen, hvor jeg åbenbart så Vild Med Dans, mens jeg strikkede(!). Jeg besluttede mig derfor for at føre stilen til ende og gå nogenlunde tidligt i seng (nu røg James alligevel ud, og så kan det jo være det samme). Idag har en chokoladebar gjort det som min morgenmad, og sådan kan kontraster jo mødes. Det skulle dog vise sig, det var et klogt træk at stemple ud ved midnatstid, da jeg vågnede kl. 06:41 lettere forvirret og undrede mig over, hvor babyen var henne. Han opholdt sig imidlertid i stueetagen i færd med at fortære en banan sammen med sin far, der så ud til at være relativt kvæstet. Han havde nemlig ikke sovet. Overhovedet.

Jeg havde Frede med mig i seng, da jeg gik til køjs, men hver gang hans hoved ramte madrassen, stak han i et skrig. Vi endte således med en halv times tumlen rundt, hvor han godt ville sove ti minutter ad gangen, hvis han vel og mærke lå ovenpå mig. Nok er jeg ikke kendt for at producere sovebørn, men til sidst gav jeg op og hidkaldte hans endnu vågne far, som tog ham med sig op i stuen. Og der har de så været siden. Ole Lukøje havde tilsyneladende glemt Fredes adresse, og den halvtykke baby vågnede således hvert 30. minut natten igennem, og da Mikkel er god til at sove (meget) tungt, turde han ikke falde i søvn mellem opvågningerne. Hvilket også er grunden til, at i nat var første gang i næsten 7 måneder, at jeg sov mere end fire timer i træk. Fordi Mikkel simpelthen er ude af stand til at vågne, og nattevagten således normalt er min… Og når jeg sådan har fået lov til at flotte mig med seks timers søvn, har jeg sendt farmanden på hovedet i seng, hvor han nok vil opholde sig et godt stykke op ad dagen. Det kan næsten kun betyde, at babyen og jeg trodser det triste efterårsvejr (når han vågner fra sin nu 28 minutter lange lur!) og ser, om ikke midtbyen har noget, vi ikke kan leve foruden. Jeg tror det.