Noget om en lydfil

Først og fremmest: Dette er et af de hurtigste blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg er typen, der skriver noget, gemmer en kladde, går til og fra, retter ord og vendinger, kommer på skarpere formuleringer, fylder mere på, gemmer kladden igen, hvor den så får lov at passe sig selv, til al aktualitet er forsvundet, fordi jeg alligevel ikke var helt tilfreds med det, jeg havde fået skrevet. Det er det, mine damer og herrer, der hedder ‘hæmmende perfektionisme’. Eller i hvert fald noget med at overtænke ting helt i smadder. Men nu får I et indlæg, jeg har skrevet på én gang. Så jeg beklager (nok mest overfor mig selv), hvis jeg kunne have formuleret mig bedre, men jeg håber, I fanger pointen alligevel.

Okay. Jeg havde egentlig valgt ikke at gå yderligere ind i det her, fordi det er en hårfin balance. På den ene side mener jeg, man har ret til at blive introduceret til andre perspektiver og vinkler på emnet end den, der fremlægges som værende den eneste sandhed hos virksomheden bag pågældende lydfil. På den anden side mener jeg, at nogle ting bør ties ihjel.

Men nu er katten ligesom ude af sækken, så derfor vælger jeg at knytte en kommentar til emnet og uddybe, hvad det er, jeg finder problematisk ved en sådan udgivelse. Helt generelt kæmper jeg noget med pseudovidenskabelige tilgange og det alternative univers i helhed, så jeg er muligvis også farvet deraf, men jeg skal gøre mit ypperste for at forholde mig sagligt. Igen. Det kræver mere, end man måske lige skulle tro, men jeg prøver det bedste, jeg har lært.

Pågældende virksomhed har, som (altid fantastiske) Karoline bag Hvidkaffe nævner, en udfordring i forhold til netop at definere, hvornår privatpersonen slutter, og hvornår virksomheden begynder. Det kan i mine øjne være grobund for en lang række problematikker i forbindelse med influencerbranchen helt generelt. Det kan som følger være vanskeligt at navigere i, hvornår en influencer fungerer som onlineveninde, og hvornår de ligeså stille begynder at gnide håndfladerne mod hinanden, mens dollartegnene vælter ud af øjnene. Igen smider jeg lige en disclaimer med det samme: Jeg har ikke et generelt problem med influencere. Der findes mange dygtige, kloge mennesker, der forvalter deres position med stor professionalisme. Der findes desværre også en lang række, der gør det modsatte.

Denne virksomhed, der nu har udgivet en terapeutisk lydfil, springer netop i øjnene på mig, fordi den har en længere række af… uheldige sager bag sig. Her tænker jeg først og fremmest på en episode, hvor der blev brugt vendinger som “antidepressiv er gift for hjernen” – skarpt efterfulgt af rabatkoder og reklamer for cannabisolie. Det er ikke at være sit ansvar overfor (på det tidspunkt) små 40.000 mennesker bevidst. Det er det simpelthen ikke. Her er det businessdelen, der lader til at tale. Når kritikken fra myndigheder, fagfolk og journalister (bl.a. formidlet via Shitstorm på P1) så begynder at vise sig, bliver taktikken noget med at skifte til privatperson, som føler sig misforstået og udstillet. Men hvis man som virksomhed bringer noget på banen, man har interesse i at tjene penge på, så må man også forholde sig professionelt til den kritik, det afføder.

Især punktet med (ikke) at forholde sig til kritik er en problemstilling, jeg ser gentagende gange. På Instagram er det muligt at slette og blokere folk i ét væk, således at al (konstruktiv) kritik og berettiget undren censureres væk under påskud af at være “hate”, misundelse og smertende numser. Også når dette ikke er tilfældet. Jeg synes, det er fair, at vi ser verden på forskellige måder, men det må simpelthen gælde over hele linjen, at vi som voksne mennesker, som virksomheder og forbrugere, kan spørge ind, forholde os nysgerrigt, kritisk eller undrende – uden at få mundkurv på. Alternativt skal man holde sig helt fra at reklamere for og indgå samarbejder med kontroversielle foretagender. Så er man ligesom ude over dén. Og jeg ved, at “det er menneskeligt at fejle” er et argument, der bliver brugt flittigt, men det fejer ikke automatisk alle problemer af vejen; det kræver stadig, at man aktivt forholder sig til de menneskelige fejl, man begår. Især hvis man begår dem igen og igen.

Nå, men, tilbage til lydfilen. Først og fremmest er jeg fra et hjem, hvor man som udgangspunkt lader folk med den rette faglige baggrund tage sig af de dertilhørende opgaver. Min mor er psykoterapeut, min stedfar er læge, og det er muligt, at min skepsis i forhold til den alternative verden udspringer en smule derfra. Jeg er ikke blind for, at der kan findes et hav af forskellige metoder, der virker for forskellige mennesker, men når man som virksomhed uden faglig relevant baggrund både udtaler sig om medicin til psykisk sårbare mennesker og nu udgiver en lydfil, der kan hjælpe dig med alt fra kærestesorger til fødselsdepressioner, så er det i mine øjne et problem.

For mig at se består det egentlige problem ikke så meget i selve lydfilen. Det består i alt det rundt om den. Det består blandt andet i at sige, udgivelsen kun har affødt én negativ kommentar (fra en, der ikke kan unde andre succes), når en række udsagn på dele af internettet, der strækker sig udenfor blokeringsfingerens rækkevidde, siger noget helt andet. Mange gange. Det består i, i ét væk at dele positiv feedback fra folk, der eksempelvis efter en 7-årig periode med både angst, depression, PTSD og borderline får vendt bøtten på baggrund af 20 minutters lyd. Det er mere end almindeligt misvisende. Jeg tænker ikke som sådan, at en lydfil på 20 minutter – isoleret set – skulle udgøre en stor fare. Jeg tænker, det er alt det omkringliggende; selvophøjelsen, den monologiske kommunikationsstrategi, den vedvarende deling af beskeder fra mennesker, der gennemført idoliserer kvinden bag (uanset, hvad hun gør eller siger). Det er i allerhøjeste grad at skævvride det billede, man sælger til sin følgerskare.

Men dér, hvor det for alvor strammer til, er dér, hvor pengene træder ind. Hvis udgivelsen i stedet havde handlet om, at det var en slags 20-minutters peptalk-podcast, man kunne bruge, hvis man havde lyst til et kærligt klap, havde det givetvis set anderledes ud. Men når man promoverer en lydfil så aggressivt og samtidig skruer patos helt op, så bliver resultatet noget ganske andet. Når man både har behov for at sige, at man SAGTENS kunne have taget MEGET mere for lydfilen (taler produktet voldsomt op – fremstår samtidig generøs), at den selvfølgelig udkommer til lønningsdag, så alle dem på kontanthjælp OGSÅ har råd (good guy, der tager hensyn til de svage), men at introprisen på 149,- altså KUN gælder den første uge (opildner til hurtigt køb – men stadig good guy, for den kunne jo have kostet MEGET mere).

Her har vi (i min optik) kerneproblematikken. At man gentagende gange fortæller, hvor stor empati, man besidder, og bare ønsker at kunne redde hele verden. Derefter laver man en fil til psykisk sårbare, bruger ovennævnte tricks til at skabe salg, alt imens den overrosende feedback kører i loop på virksomhedens profil. Jeg mener bare, hvis det er ens hjertesag at få spredt sin beroligende stemme, så kunne man gøre det på mange langt, langt finere måder, der ikke indebærer at tjene fedt på (karantæneramte) mennesker med flossede nerver. Nu har vi jo fået at vide adskillige gange, hvordan der ellers svømmes i tilbud om samarbejder med mulighed for at vælge og vrage, for pengene mangler i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvornår man mon mener at have skummet fløden nok.

Røre i cyberdammen

Jeg sidder her i mørket på årets tredje dag og vil gerne sige en masse klogt om livet og tiden og dagen i morgen, men det er, som om det kloge udebliver. I stedet skriver jeg en masse for at slette det igen, og sådan starter det hele tiden forfra. Jeg er både uinspireret og træt. Opløftende, jeg ved det. Men da jeg af og til stadig modtager spørgsmål og undren i min indbakke, tænkte jeg, jeg i stedet kunne sætte et par ord på al den røre, der har været og til dels stadig er i Instadammen. Jodeldammen. Kinadammen. I ved.


First things first. Det drejer sig selvfølgelig om firmaerne og disse wonderwebshops, der skyder op som aldrig før. Det er noget med at købe store varepartier (ofte i tvivlsom kvalitet) hjem fra Kina og sælge videre med humongous fortjeneste. Ikke ulovligt – heller ikke videre inspirerende, kunne man måske mene. Det, der bevæger sig i gråzonen og ofte temmelig langt ovre på the dark side, er selve driften af de her virksomheder. Vildledende markedsføring, evighedstilbud, lovning om danskproducerede og/eller unikke varer, og så er kundeservicen ofte så tæt på ikke-eksisterende som muligt. Anmeldelserne på Trustpilot er den første tid ekstraordinært positive, da der er tradition for at køre en vennerunde, hvor venner og bekendte lige får lov at bidrage med en bunke rosende ord, før man for alvor søsætter projektet. På den måde starter man flot på en 10-15 vanvittigt begejstrede anmeldelser og allerede dér har man fået en forlomme, da Trustpilot er det, mange bruger for at lure, om en virksomhed er værd at støtte op om eller ej. Her vil det korte svar oftest være “ej”. Men allerede her har de så småt fået foden indenfor, og så mangler de blot et par influencers til at sparke døren ind. Hvilket leder mig videre…

Til influencers. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Ordet i sig selv får mig til at klø. Dermed på ingen måde sagt, at alle influencers giver mig the creeps. Der er mange, jeg holder meget af at følge med hos. Som er gode og dygtige og oprigtige og vedkommende for dér, hvor jeg er i mit liv. Dem vil jeg gerne lige starte med at parkere på en flot hylde her, inden jeg dykker ned i resten med de mere kritiske briller på. 

Selve branchen som koncept er egentlig lidt bizar, synes jeg, når man tænker over det. Og det gør jeg. “Jamen, der er jo folk alle steder, der lever af reklame på den ene eller den anden måde,” kan du sige. Det er korrekt. Der er reklamer overalt i denne del af verden. Vi eksponeres for dem alle steder; i busskuret, i fjernsynet, på internettet, i magasinerne, i radioen. For at nævne nogle stykker. Men for mig at se består den helt store forskel på traditionel reklame og influencermarketing i, at man sjældent er personligt investeret i hverken et busskur eller en radiostemme, mens man med influencers hurtigt kan danne en ganske anden form for relation. Den distance, der helt naturligt før har været mellem afsender og modtager, er pludseligt forsvindende lille. Det er ikke længere en fjern beautyredaktør på et magasin, der forsøger at overbevise dig om hvilke 10 ting, der er musthaves i din kosmetikpung. Eller en ukendt stemme i radioen, der vil have dig til at købe køkken hos Kvik. Det er mennesker, der inviterer dig helt ind i deres hjem. Midt i deres liv, deres op- og nedture, deres fødsler og følelser, tårer og traumer. Det er mennesker, du ønsker god bedring, når de er syge og lykønsker, når de har købt hus. Jeg forestiller mig, der (for mange; ikke alle) opstår en følelse af en personlig relation. Noget relaterbart, noget næsten-veninde-agtigt. Men når der står 40.000 veninder på den ene vægtskål og én på den anden, så bliver relationen unægteligt lidt skæv, og det giver en spændende cocktail med økonomisk incitament fra den ene fløj og (hvad der ofte forekommer at være) blind tillid fra den anden.

Her får jeg selvfølgelig lyst til at tage et fast greb om de overtillidsfulde følgeres skuldre, kigge dem dybt i øjnene og fortælle dem, venligt men bestemt, at de skal tage godt fat i deres kritiske sans og ikke slippe den af syne. Dernæst får jeg lyst til at tage et endnu fastere greb om en række influencers skuldre og fortælle dem, de ikke er ufejlbarlige. At de har et ansvar, som flere af dem har fået en kedelig tendens til at fralægge sig. At de skal se sig selv i øjnene og deres samarbejdspartnere efter i sømmene. At selvom der findes trolde, der går langt over grænsen, så betyder det ikke, at al kritik bør negligeres og smides direkte i haters-er-bare-misundelige-kassen. Jeg synes, det mindste man kan forvente af en, der har valgt influencing som levevej, er, at der er læst op på de allermest simple regler, der gælder på området. Og skulle den smutte alligevel, så stå ved det. Meld klart ud. Det kan langt de fleste forholde sig til. Og undgå for Guds skyld at reklamere for den slags firmaer, der er beskrevet herover. Det er den altafgørende benzin på det store scambål.

Nåhmen, vi kommer vel heller ikke udenom Jodel. Et sted, mange vil beskrive som helvedes forgård. En mærkværdig app, hvor der deles alt fra hjælpsomme råd til folk, der er havnet i pinlige situationer til usmagelig rygtespredning om diverse (semi)kendisser. Alt sammen ganske anonymt. Som en form for eksperiment er det spændende at se, hvad det gør ved nogle mennesker, når de får frie tøjler. Det er ofte også ret foruroligende. Selv blev jeg bekendt med Jodel, da et par stykker sendte mig screenshots derinde fra, når folk havde ytret sig positivt omkring mig. Det var og er en meget mystisk oplevelse. Komplimenter er altid rare at modtage, og folk har været så enormt flinke ved mig, men der skal så usigeligt lidt til, før stemningen i et kommentarfelt tager en drejning, således det pludseligt er alt andet end rart. Jeg har været umådeligt forskånet derinde, fordi jeg er en lillebitte fisk (nok nærmere en slags krill) i det store SoMe-hav. Men i takt med der drypvist er kommet flere mennesker til min Instagramprofil, har jeg også kunnet mærke en stigende frygt for, jeg en dag ville falde over noget, jeg helst havde været fri for at læse. Også fordi jeg af og til ser folk, der får en ordentlig røffel derinde, til trods for de har ligeså få følgere som jeg eller endnu færre. Så kan man argumentere for, man ikke bør tage den slags til sig, og det er jeg sådan set enig i. Men det er ikke så ligetil. Hvis jeg har lært én ting om Jodel (hovedsageligt @bloggergossip), så er det, at uanset hvad du gør, så vil der altid være minimum et par stykker, der synes, du er en idiot. Sådan er det også i det virkelige liv, det ved jeg godt, men der konfronteres man ikke nødvendigvis med folks uforbeholdne meninger på samme måde. Hvis influencers tager afstand fra Jodel, så er de nogle røvhuller, og hvis de ytrer sig positivt om Jodel, så gør de det udelukkende for at høste følgere og ‘please Jodelfolket’. You can’t win. Heldigvis er der også mange søde mennesker, som forsøger at luge ud i trolls’ne, men det virker af og til som en uoverkommelig opgave. Jeg selv er blevet tilbudt et såkaldt ‘badge’ derinde, sådan at folk kan se, når det er mig, der skriver. Hovedsageligt skal det vist fungere sådan, at folk med disse badges har mulighed for at tage til genmæle, og også sådan at andre ikke har ligeså let ved at udgive sig for at være dem. Jeg har dog indtil videre takket nej. Jeg ville ikke rigtigt bryde mig om at stikke ud på den måde.


Og hvad så med mig? Jeg er her bare. Jeg ser ikke mig selv i nogen form for influencer- eller SoMe-kategori. Det er ikke, fordi jeg ikke ville “være ved det”, hvis det var, jeg ser bare aldrig rigtigt mig selv i det lys eller tænker, det har noget med mig at gøre. Jeg er jo bare på barsel og ammer og sover lure på ukristelige tidspunkter.
Jeg tænker, 2020 skal være året, hvor jeg stopper med at tænke over, hvad folk tænker om mig. Men det er vanvittigt svært. Jo flere følgere, der dukker op på min Instagram, jo mere forstummer jeg badet i præstationsangstens sved. Det er så himmelråbende idiotisk, og jeg øver mig i ikke at tænke over, at der er 4000 mennesker, der potentielt ser mine opslag, for det betyder, der uundgåeligt vil være en håndfuld af dem, der synes, jeg er træls/trættende/ligegyldig/whatever. Og sådan må det gerne være, siger jeg til mig selv. Jeg prøver at sige det til mig selv. Det var også en af grundene til, jeg var umanerligt tæt på at takke nej til et samarbejde, jeg blev tilbudt for noget tid siden. Jeg så straks for mig, hvordan jeg ville blive brændt levende i Jodels skærsild, mens mennesker med høtyve og fakler ville råbe “forræder!” og spytte efter mig. Og så tænkte jeg lidt mere. Selvfølgelig skal jeg sgu da selv bestemme den slags. Jeg ved godt, jeg aldrig kommer til at leve som influencer, for mine drømme rent arbejdsmæssigt stikker i en lidt anden retning, men den kreative del af mig syntes, opgaven lød sjov. Lidt ligesom da man fik udleveret et specifikt emne, der skulle ende ud i en dansk stil i folkeskolen. Det har jeg altid holdt meget af som den nørd, jeg nu engang er. Samarbejdet er lillebitte, men det er med Flying Tiger, og det giver skidegod mening for mig og især mine børn. Vi har som sagt været en børnefamilie på to SU’er i lang tid herhjemme, så det, der kan komme mine børn til gode, tager jeg gerne en griller på Jodel (eller andre steder) for. Og så ser jeg det også som en mulighed for at afprøve, hvordan man bedst kan gribe den slags samarbejder an ift. gennemsigtighed overfor jer, der følger med. Den slags kan jeg som bekendt mægtig godt lide.

Slutteligt er jeg simpelthen nødt til at sige jer tak. Allesammen. I, der skriver søde og betænksomme ting til og om mig på Instagram, herinde og også på Jodel. Jeg kan virkelig godt lide jer. Jeg håber, I er kommet ind i det nye år på allerbedste vis.

Beretninger fra et hamsterhjul

Her går det sådan, at jeg for tiden trækker mig selv gennem en ordentlig gang mudder (her synonym for matematik B) hver dag, til klokken rammer 16.10. Præcis. Indimellem er vi blevet løsladt 40 sekunder før tid – ja, sekunder – for vores lærer mener det seriøst. Og det er han givetvis også nødt til. Hvis overenskomstforhandlingerne ender i en reel konflikt, mister vi potentielt én ud af to måneders sammenlagt intensiv matematikundervisning. Altså halvdelen. Og det er meget, når vi lige nu padler gennem det pensum, man normalt har et år til, på to måneder. Eller altså, måske én.

Heldigvis deler jeg adresse med en gudsbenådet matematiker ved navn Mikkel, som rummer en tålmodighed på størrelse med et mindre kontinent, og han hælder solid viden og pædagogiske forklaringer ud over mig, når jeg har brug for det. Så langt, så godt. Jeg skal jo bare bestå, og alt det dér.

Matematik og strejke to the side, så har jeg gået og tænkt lidt over, *hvordan* voksne mennesker kommer levende igennem en hverdag med 8-16 jobs og små børn ved siden af uden at slå knude på sig selv. Jeg er givetvis forkælet indstillet, da vi aldrig har haft unger og fuldtidsarbejde samtidig, men i stedet har været studerende og fleksible, hvorfor vores børn sjældent er afsted længere end 5-6 timer om dagen. Og mens jeg sidder og leger med parabler og differentialregning til 16.10 og på bedste vis forsøger ikke at kradse mine øjne ud, har min bedre halvdel mulighed for at samle børnene op i rimelig tid alligevel. Men jeg er først hjemme, når klokken nærmer sig 17.00, og jeg når jo nærmest ikke at se deres små ansigter, før de skal under dynen igen. Jeg øver mig i at spænde hjelmen og ja-hatten godt fast, da det trods alt er for en ganske kort periode, men de vante, rolige åndehuller med tid til at lave ingenting sammen, bliver pludselig stoppet ud med dagligdagens gøremål, jeg normalt har kunnet tage løbende igennem ugen. Det er en fase. “Jaja, pattebarn, velkommen til adulthood, her er en madplan og et trælår”, tænker I muligvis. Men hvis min hverdag så sådan ud normalt, kan jeg simpelthen ikke se mig ud af, hvor jeg skulle grave timer frem til at vaske tøj og støvsuge og den slags fornøjelser. Den sidste måneds tid har mest været med i-morgen-starter-det-forfra-følelsen, hvor man er oppe ved overfladen efter luft et par gange i løbet af ugen, mens man venter på at kunne hvile sig lidt på bredden, når det bliver weekend. Jeg må bøje mig i støvet for dem, der har overskuddet til at køre en hverdag i det gear, men det er simpelthen ikke for mig. Ikke lige nu. På den måde er det egentlig alletiders, at jeg begyndte at få børn ret tæt på pissetidligt. Der er en god sandsynlighed for, at et ekstra familiemedlem kunne leje sig ind i min mave for en 9-måneders periode på den anden side af sommeren, hvor jeg samtidig (forhåbentlig) starter på psykologistudiet. Således går der snildt en 5-6 år, før jeg er i mål med uddannelse, og når jeg for alvor skal skubbe gang i karrierelivets tunge hjul, vil mine børn være noget, der minder om 6, 9 og 14 år, og det giver bedre mening for mig, end hvis de stadig var bitte-bittesmå. Men hver ting til sin tid og den slags. Vid blot, at jeg hæver mit glas med beundring i blikket for jer derude, der formår at dreje hamsterhjulet rundt i let gadedrengeløb uden at blive centrifugeret ud i uendeligheden.

Så, altså, det går godt og fint og kedeligt her, og jeg kan lugte foråret lure lige på den anden side af den omgang påske-vinter, der åbenbart venter om hjørnet. Mens vi venter, bruger vi ferien med de små mennesker, vi har lavet, og prøver at forholde os til, hvordan verden kan se gennemført uoverskuelig ud gennem et næsten 3-årigt menneskes øjne. Senest havde vi højlydte protester fra den lille herre, da han måtte sande, at han ved morgenens bleskift fik en ren og tør ble på, mens han åbenbart lige havde sat næsen op efter atter at blive iført sin tisvåde natteble. “NARJ! Ulækker ble på!” klynkede han. Børnelogik, I guess. Efter en rum tid, hvor han forgæves forsøgte at krænge sig ud af sin bodystocking, blev situationen afløst af et andet, mere alvorligt problem: Jeg fyldte opvaskemaskinen, og Frede så til sin store skræk, at jeg var ved at gøre plads til en beskidt kaffekop, som han akut havde kastet sin kærlighed på. Han fik lov at holde fast i koppen (som han i øvrigt aldrig har værdiget et blik før i dag), og jeg satte vasken over. Klip til fem minutter senere, hvor barnet med tårevædede øjne og et rådvildt blik forsøger at kradse lågen til opvaskeren op, fordi den føromtalte kop jo *selvfølgelig* skulle have været med i opvaskeren, men nu var maskinen igang og toget kørt. Han er sgu sjov på den måde. Og stædig som bare fanden. Men mest af alt helt afsindigt sød. Han rocker børnehavelivet og elsker det, og hans storebror har mere end almindeligt godt styr på at gå i 1. klasse, og sammen er de det sødeste makkerpar, jeg nogensinde har oplevet. Det går godt. Og jeg kan lugte foråret.

Der var engang en hverdag

Det starter om morgenen. Som regel på et tidspunkt, hvor jeg godt kunne trænge til en time mere. Men maver er sultne og bleer tunge, og vi slår dynerne til side og hvirvler op i støv og vasketøj fra dagen før. Fodkoldt og på med strømper. Havregryn og boller og yoghurt. Ble og tøj og tænder og tasker og nøgler. Tjek og tjek og lidt mere tjek. Ud i verden og i livet, med tankerne alle andre steder. Pause. Og kaffe. Tilbage og lytte og lære og kigge på uret og ud igen. Vi drysser ind derhjemme i hold af to. Klokken er mere end 15, men morgenen hænger stadig i luften med havregryn i krogene og nattøj på gulvet. Vi snakker og krammer. De store og de små. Klokken er snart 17, og hvad skal vi have til aftensmad, moar? Moar ved det ikke, men hun finder på noget lige om lidt. Der spises og grines og snakkes og larmes. Og desuden er det emneuge, så nogen skal huske at have et krus med i skole. Husk krus, skriver jeg på køkkentavlen. Mit hoved bobler. Tæppet i stuen består af lige dele sand og tæppe. Nogen har været i sandkassen med sin gravko og med sin gravko ind i stuen. Støvsugerposer, skriver jeg på tavlen. Det var det, jeg havde glemt at huske så længe. Tandbørstning. Og ud i bryggerset efter nålen i høstakken. Pikachu-pyjamas et sted i bunkerne af ufoldet vasketøj. Rent, trods alt. Fundet. Læsning og putning igen i hold af to. Jeg har brug for lige at sidde lidt. Eller at sove. Jeg gør det ikke, for madpakker skal smøres og pakkes og på køl, så de ikke trækker tid fra morgenen efter. 78 forskellige biler og klodser smides i kasser. Kaffe. Morgendagens logistik koordineres. Og sofa og tunge øjenlåg. Og hov! Halvfjerds siders læsning til i morgen og sovende øjne på side 13. Op at stå. Ned igen. Opgiv og gab og klem sofamakkeren på skulderen, imens søvnige øjne mødes i et smil. Støvet har næsten lagt sig. Fjernsynet knitrer med noget, ingen ser. Kommer i tanke om tabt tand på falderebet og famler i alle husets kroge efter småmønter. Bingo. Ind under hovedpuden. Uden at vække barnet, for Guds skyld. Hvad? Er klokken allerede…? Nå. Gab og tilløb til natrutine. Vaskemaskinen skuler ondt tværs gennem køkkenet, da jeg på vejen forbi får øje på det våde tøj. Pis. Op i tumbleren med det meste. Resten på tilfældige stolerygge, for stativet er allerede ved at gå i knæ af tørt tøj fra dagen før. Eller dagen før den. Tilbage over køkkengulvet, der knaser under mine fødder. Nåh ja, støvsugerposer. Og så, så har støvet lagt sig. Og lige om lidt slår vi dynerne til side igen.

Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

En form for flyttekaos

For ti dage siden fik vi nøglen til vores nye hytte, og i dag er første gang i den tid, at jeg har slæbt min computer frem. Og siddet ned, tror jeg. Jeg har kørt på en slags batterier, jeg vist ikke rigtigt har haft, og det er så småt ved at indhente mig nu. Hold. Nu. Kæft, jeg er træt med mere træt ovenpå. Jeg har slacket gevaldigt på mine sunde(re) spisevaner her i flyttekaosset, og jeg har været glad for det! Min hud, not so much. Det betyder dog, at mit natlige æde-alterego er returneret for en stund, og i nat gik jagten ind på resterne fra Pandekagedag, som min søster havde bagt og efterladt i vores køleskab. For ligesom at opveje den sukkerholdige natmad, tog jeg et glas vand med i seng til at skylle efter med. Jeg ville lige nyde et øjebliks stilhed med min telefon, hvilket imidlertid resulterede i, at jeg i min zombie-tilstand faldt i søvn med hovedet oveni den og samtidig tømte det iskolde vand ud over mig selv og den halve seng. Så var jeg på en eller anden måde ret vågen igen og måtte således trække mig selv og et McQueen-tæppe ind i sofaen. Gab.

Pt. er der kun en(!) flyttekasse tilbage, som mangler at blive pakket ud, og den får sgu lov at vente til i morgen. Jeg har fået skruet de første hylder op, men der er stadig en del, der mangler. For eksempel lamper. Og billeder. Og. så. videre. Men det tegner godt! Vi har pludselig så meget skabsplads i køkkenet, at jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvor de forskellige ting er, og det kan jo også noget. Nu vil jeg spise mig en Sun Lolly, inden jeg med garanti falder i søvn på sofaen.

Desuden er flere af jer kommet med mange fine og gode spørgsmål (og sindssygt søde ord) her, og det sætter jeg så usigeligt stor pris på! Jeg satser på meget snart at påbegynde et svar-indlæg, så hvis I vil ha’ noget med, kan det stadig nås… Godnat, I rare mennesker.

En slags førstegangs-dag

I dag er en slags første gang for flere ting. Frede stod op lidt over fem (det er der ikke noget første over), men klokken 7 blev han ved med at surmule og takke nej til både grød og mælk. I stedet faldt han i søvn, og man skal som bekendt sove, når baby sover, så det gjorde jeg – og vågnede 09.30. Helt forvirret slog jeg øjnene op. Angst for, hvad der var sket. Trak han vejret? Var han faldet ned af trappen? Var han sluppet ud af lejligheden og rodede rundt ude i opgangen? Ja, nej og nej. Han sov sødeligt videre til klokken 10, og havde således tilbragt tre stive timer i drømmeland. Det er aldrig sket før. Jeg har hans nyfundne entusiasme for fysisk aktivitet mistænkt for at være grunden. Han kravler ikke. Han kryber, og det har han gjort længe. I en allerhelvedes fart trækker han sig afsted på sine små arme som en lillebitte militærmand. Præcis som hans storebror gjorde det. Men de sidste par dage er han ydermere begyndt at klatre på alt, hive sig op rundt omkring og generelt knokle helt vildt med den lille krop (og så arbejder han vistnok på at sporte en lille fortand inden længe!). Måske er han derfor blevet lidt mere træt i det. Jeg klager ikke.

En anden førstegangs-ting er, at jeg er alene hjemme. Sådan helt alene. Ingen mand, ingen børn. Det har jeg ikke prøvet i 9 måneder, og det er lige dele syret og rart. Vi skulle egentlig til brunch hos Mikkels faderlige ophav, men jeg har været smådårlig og kvalm både i går og i dag, så drengene trillede afsted og efterlod mig med en rungende stilhed i lejligheden. Det er ret vildt at opleve, at min lille siamesiske tvilling er 40 kilometer væk. Jeg har næsten glemt, hvordan man bærer sig ad med at være alene. Men indtil videre har jeg både drukket min kaffe, mens den stadig var varm, og jeg har opholdt mig på toilettet uden kompagnon. Måske jeg skulle prøve at sove nu. Bare sådan uden videre.