Hello from the other side

Indrømmet. Jeg har ladet jer hænge. Dem af jer, der måtte være tilbage. I snart et år. Det er ret lang tid. Det har egentlig ikke været et superaktivt valg, men mere noget med dage, der har ædt hinanden og motivation, der falmede. Dernæst blev jeg ramt af bloggerlede og SoMe-foragt uden helt at kunne pege på én specifik årsag. Jeg kunne vælge at unfollowe alt i den retning (hvilket umiddelbart havde været det mest voksne at gøre), men alligevel blev jeg ved at lade mig irritere af (manglende) #reklame og Lunarway og Daniel Fucking Wellington. Jeg blev ved at lade mig trætte af klima- og miljøprædiken fra mennesker, der gladeligt smækker røven i et flysæde 14 gange om året for eksempelvis at promovere modebranchens overforbrug. Jeg væmmedes ligeså stille ved hele kulturen. Selviscenesættelsen. Reklamesøjlerne. Jeg manglede distance.

Grænserne bliver for mærkelige og diffuse, når de såkaldte internetvenner ubemærket skubber flyers, brochurer og rabatkuponer ind i hver en lomme, der måtte stå åben. Når omdrejningspunktet for det hele bliver forbrug og gerne mere af det. Når mennesker lever af at påvirke andre mennesker til materialisme og charterferier. Jeg blev mæt. Og mens jeg forsøgte at slukke for diverse kanaler, slukkede jeg åbenbart også min egen. Men nu er jeg her. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, for min ambivalens består lidt i, at jeg holder uendeligt meget af at skrive om alt og ingenting, men samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt en blog er det rigtige format for mig. Jeg vil lige skynde mig at tilføje, at der selvfølgelig stadig findes kroge af blogverdenen, jeg holder utroligt meget af. Velreflekterede, velformulerede (oftest) kvinder, der har andet og mere end Verisures alarmsystem på hjerte. Og dem er jeg så småt ved at finde tilbage til; de druknede ligesom bare i larmen fra de andre kroge, som jeg ikke fik luget ordentligt ud i. Men nu vi er ved det, kan jeg jo passende fortsætte i det navlepilleriske spor og prøve at ridse 2019 op.

Det virker uoverkommeligt at skulle koge det sidste års tid ned til et enkelt blogindlæg, men jeg skal forsøge at male med den brede pensel. De af jer, der følger med på Instagram (@dittekirk), vil muligvis være (en lille slags) opdateret, men tillad mig lige at opsummere alligevel.

Kort før 2018 rendte ud, fandt jeg ud af, at der var flyttet en mikroskopisk person ind i min mave. Den mikroskopiske person flyttede ud medio august efter 56 minutter på en fødestue, og jeg er således mor til intet mindre end tre. Mit køn er fortsat stærkt underrepræsenteret herhjemme, da vi har fået (endnu) en dejlig lillebror. Jeg hverken kan eller vil koge en masse indlæg på afsløringen af hans navn. Det er et lillebitte navn med en enkelt stavelse, som alligevel er fyldt med styrke og pondus. Eller, det synes vi, om ikke andet. Og så deler han navn med intet mindre end tre af sine tipoldefædre. Lillebror hedder Jens, og han bevæger sig med hastige skridt mod 3 stærke måneder. Udover det sædvanlige opstartsknas med maven går det godt. Hans storebrødre (på nu 9 og 4 år…) er pissesøde og gode ved ham, og Frede aer ham dagligt på hovedet med kærlighed i øjnene og ordene “lille, lille Jennert”. Så kælenavne har han også. Hans far ynder af uvisse årsager at kalde ham Jønix i tide og utide, men kælenavnstendensen herhjemme er generelt virkelig sær og under konstant udvikling i mange mystiske retninger, og det kører pt. bedre, end da Mikkel et par gange kom til at kalde ham Jønke. Marius kigger på Jens med store øjne og siger ting som “nogle gange får jeg altså bare sådan lyst til at holde ham”. Så det går vist, som det skal. Og bedre end det.

Noget af det sidste, jeg fortalte herinde, var noget om at overleve matematik B og starte på psykologistudiet. Og jeg gjorde begge dele. Og så blev jeg i tvivl. Dels fordi det ramlede sammen med min stressperiode, dels fordi jeg mærkede ordentligt efter. Hvilket jeg troede, jeg allerede havde gjort. Min mor satte også nogle ord på. Hun nævnte, at jeg kun talte om uddannelsen i psykologi med henblik på, at “så kunne jeg jo bare skrive fagbøger om emnet, når jeg var færdig”. Og det kunne jeg måske. For jeg synes, psykologi er et vanvittigt spændende felt, men jeg har ikke lyst til at arbejde som klinisk psykolog. Jeg har lyst til at lære teorierne og læse forskningen bag, men jeg er ikke gearet til arbejdet, der følger efter. Så kunne jeg måske blive forsker, men det er heller ikke noget, der trækker voldsomt i mig. Jeg blev ved med at vende tilbage til “noget med at skrive”, og pludselig virkede det omsonst at bruge fem år på en uddannelse bare for (måske) “at skrive om emnet”.

Det gik op for mig, at jeg havde stirret mig blind på universitetet som eneste mulighed. At mine egne forventninger og ambitioner var gået i forvejen og havde glemt at spørge mig til råds. Måske i ligeså høj grad mine forventninger til, hvad andre forventede af mig. Med den såkaldte hurtigstartsbonus måtte jeg søge ind på universitetet med et gennemsnit på 12, så “jeg kunne jo læse lige det, jeg ville”. Jeg kunne “passe godt ind på jura”, eller jeg kunne “nemt læse medicin”. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk har ment det allerbedste med det, og at deres forventninger til mig mest har eksisteret i mit eget hoved.

Så jeg stoppede op og mærkede efter. Igen. Min mor kommenterede på, hvordan jeg lyste op, hver gang jeg berettede om et restaureringsprojekt af en gammel stol, jeg havde gang i. Jeg tænkte, det lød lidt fjollet sådan at gå og blive begejstret for at pille søm ud af et gammelt møbel, men så tænkte jeg lidt mere. Jeg mangler kreativitet på universitetet. Jeg mangler flere ord og mere udfoldelse og mindre teori. Jeg orker ganske enkelt ikke mere ‘klassisk’ skolegang. Slet ikke hvis jeg dybest set ikke brænder for det konkrete arbejde, uddannelsen i stor grad lægger op til. Og det var en voldsomt befriende følelse at erkende netop dét, selvom det måske lyder håbløst ikke bare at have regnet den ud noget før. Det var en ganske speciel oplevelse, at det fremtidige selvbillede, jeg havde fået malet over en temmelig lang årrække, pludseligt skulle kasseres og erstattes med et blankt lærred.

Så nu står jeg her. På barsel. Jeg vender næppe tilbage til psykologistudiet. Eller universitetet. Hvad skal der så blive af mig? Jeg ved det ikke. Endnu. Jeg har leget med idéen om at blive møbelsnedker. Indtil jeg blev opmærksom på, det nok ikke er et erhverv for en diskusprolapset type som mig. Jeg er nødt til at beskæftige mig med noget, der ikke er opslidende for min ryg. Noget med ord. Noget med at tegne. At male. Designe, fremstille. Jeg ved, jeg herinde før har nævnt følelsen af ikke at kunne finde én specifik arbejdstitel, som jeg føler, jeg hører hjemme i. Så nu tænker jeg om muligt endnu flere tanker end før. Kan jeg lave noget, folk kan bruge? Kan jeg korrekturlæse eller oversætte eller forfatte eller fremstille? Kan man leve af det? Bør jeg uddanne mig i en form for grafisk design, så jeg er bedre rustet på det visuelle/digitale plan til at kaste mig ud i en form for kommunikationsbranche? Så. Mange. Spørgsmål. Jeg har forhåbentlig et godt års tid endnu til at finde en form for svar.

Udover uddannelsesspektaklet har jeg været involveret i en form for Instagramspektakel. Jeg kaldte et par småsuspekte foretagender ud i mine stories og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor mange influencers valgte at reklamere helt ukritisk for den slags. Det spredte ringe i vandet af en art, jeg aldrig havde forudset, og pludselig sad jeg som gæst i Shitstorm på P1. Heldigvis ikke som the bad guy, men for at tale om al den røre, der løbende opstod i Influencernes Rige som led i en spirende udvikling af den almene forbrugers kritiske sans. Nogle uger senere var Kontant på DR1 på en sag om blandt andet det ætsende tandblegningsmiddel, (der viste sig at indeholde 75 gange så meget brintoverilte som den tilladte mængde,) og som adskillige store profiler havde reklameret for. Det havde jeg ingen indblanding i, men lavinen rullede igen i digitale Danmark, og min indbakke på Instagram har været rødglødende. På den gode måde. Af kampklare mennesker, der følte sig ført bag lyset, af hep, af skulderklap, af god energi. Jeg har længe ligget ret stabilt på omkring 800 følgere, men drypvist kom omkring 3.000(!) nye mennesker til min profil i kølvandet på postyret om de her tendenser. Det var (og er) en meget overvældende oplevelse, især at en række af mine stories blev set af over 17.000 mennesker. Det er (for mig) uhåndgribeligt mange. Folk er heldigvis enormt søde, men samtidig er det forbundet med en vis ambivalens, for jeg føler, der er angstprovokerende mange øjne, der kigger med. Hvis man er interesseret i at se, what all the fuss is about, har jeg gemt omtalte stories i de små højdepunktsbobler på min Instagramprofil. Det er en fordel af se boblerne fra højre mod venstre, da de så følger ‘sagernes udvikling’ kronologisk. (Den allerlængst til højre er en gammel sag og kan springes over.)

Jeg vil lige runde af med (ja, det blev lidt langt) at konstatere, at jeg går i en form for tænkeboks med henblik på mit støvede hjørne af internettet her. Jeg har savnet og manglet at skrive, men jeg har ikke som sådan savnet selve bloggerverdenen pakket ind i (sponsoreret) kransekage og kindkys. Hvis det overhovedet giver mening. Der skal i hvert fald ske noget andet med bloggen, hvis den fortsætter. Nyt (domæne)navn og noget redesign af en art. Hvis I ligger inde med gode forslag til noget af det, så tager jeg hjerteligt imod dem i kommentarfeltet. Eller på Instagram, hvis man er mere til den slags.

Jeg håber, I har det godt <3

Alt er, som det plejer. Næsten, altså.

Så. Der gik et par måneder, hvor ordene var væk. Et par måneder, hvor jeg stoppede med at lede. Jeg har ikke de store, forkromede fremtidsplaner for bloggen her, andet end at sende noget afsted, når tiden og følelsen er til det. Det er åbenbart nu. På årets andensidste dag. Alt er som det plejer, med undtagelse af et par småting. Jeg skal for eksempel ikke være jurist. Det har jeg aldrig skullet, men det var jeg lidt tid om at finde ud af. Menneskerne og studiet var godt og fint, men der var noget, der ikke klappede, og jeg var nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad det var.

Det var mig. Det var mig, der glemte at mærke efter og tænke mig om. Mig, der glemte at have tålmodighed til at gøre det, der gøres skulle. Jeg har hverken sindet eller lysten til at arbejde som advokat eller i det hele taget træde ind i en branche, som er så karriereminded, at jeg ikke vil have tid til at få mig selv med. Så jeg gør noget andet. Noget, jeg i slutningen af sommeren ikke kunne overskue og derfor skød idéen ned om. Juraen lå lige til højrebenet; jeg havde snittet, adgangskravene og mulighederne lå lige der og ventede. Jeg skulle ikke gøre mere end at søge ind og vente. Det skal jeg nu.

Jeg vil stadig gerne skrive, jeg vil gerne bruge mine ord, men ikke som hele grundlaget for et studie og mit fremtidige arbejdsliv. Jeg længes efter viden og forståelse for mennesker, mig selv og verden omkring mig. Og måske kan de to ting kombineres. Måske kan jeg bruge mine ord til at skrive om den viden, jeg kommer til at få. Så nu tager jeg tyren ved hornene. Tager et par måneder, hvor jeg rykker mit matematikniveau et trin op, så jeg til sommer kan søge ind på psykologistudiet, som på alle måder er meget mere mig. Som føles tiltalende og rigtigt på et helt andet plan. Men jeg var træt af at træde vande midt i min studentereksamen, og tanken om at skulle sætte mine ben der igen, efter huen var landet på mit hoved, var alt andet end attraktiv. Så jeg skyndte mig videre. Og nu træder jeg et par skridt tilbage, samler hængepartierne op, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget, hvor værket i store træk drives af lyst fremfor pligt. Og jeg kan mærke, jeg glæder mig. Glæder mig til at klatre over den sidste hurdle og tage fat på noget nyt, som kan danne rammerne for store dele af mit fremtidige liv. Det skal nok blive godt. Det skal det.

Først skal vi dog lige have sendt vores lillebitte 2-årige i børnehave. Om en måned. Noget, jeg slet ikke kan forlige mig med. Han kunne med fordel snuppe et halvt år mere hos sin dagplejemor, som bor et stenkast fra os, og som han træder ind hos med glæde og forventning hver morgen. Lige have lov at være lille lidt længere. Men der er no mercy. I Odense er man klar til at blive kastet ud i infernoet af store børn og mange voksne, når man er 2 år og 10 måneder. Det er man bare slet ikke, men det er spareplanen ikke interesseret i at vide. Til sammenligning var Fredes storebror 3 år og 3 måneder, da han startede. Smertefrit. Sjovt og nysgerrigt. En verden til forskel. Det skal nok gå, ja. Men helst mere end bare det. Vi spænder hjelmen og trøster os med, at hans forældre er fleksible studerende, der kan følge og støtte ham tæt hele vejen.

2018 bliver fin. Det gør det. Jeg får for eksempel en 8-årig 2. klasser(!!!), et 3-årigt børnehavebarn, et par bryllupper at deltage i og en kæreste, der er endnu tættere på at være færdig som lærer. Og måske starten på et helt nyt liv i min mave, når vi når om på den anden side af sommeren. Snart kan vi se solen, og ting med farver, der vokser op af jorden. Jeg glæder mig.

Rigtig godt nytår.

Hvis jeg kunne finde mine ord

Sommerferien står med den ene fod ude af døren, og jeg prøver at suge det sidste til mig, inden hamsterhjulet igen skal op i omdrejninger. Mine ord er åbenbart gået i forvejen, og selvom jeg er blevet en del oplevelser rigere de sidste måneder, så bliver det noget smattet hver gang, jeg prøver at få det ned på skrift. Men altså, hvis jeg kunne finde mine ord, ville jeg nok skrive noget om:

Hvordan vores oppakkede bil kollapsede 100 meter fra vores hoveddør, da vi forventningsfulde satte kursen mod Holland.

At vi fem minutter senere lånte min svigerfars ganske udmærkede eksemplar af en bil i stedet, og jeg således nød at køre samtlige 1200+ km på ferien. Mikkel nød at være co-pilot (altså at dele snacks ud til bagsædet og styre musikken). Hvem sagde kønsroller?

At jeg, ud af mere end 1100 ansøgere, har fået tildelt en af de 156 pladser på jurastudiet fra 1. september. Og tak for det.

At det kan være lidt småudfordrende at forklare en 7-årig, hvad jura er for en størrelse.

Hvordan jeg, til trods for alverdens skrækindjagende artikler om, hvordan ikke-alkohol-indtagende folk dropper ud af studierne på stribe, ikke har planer om at deltage i rusturen. To overnatninger et vilkårligt sted i Sønderjylland med en stak fremmede mennesker tilsat orienteringsløb om natten, fællesskabslege og uendelige mængder sprut har aldrig været min stærke side. Slet ikke når jeg har en 2-årig derhjemme, der stadig holder ferie. Jeg lyder muligvis røvkedelig. Det er jeg faktisk ikke. Og jeg lover at deltage i alle de andre introdage!

At min førstefødte er startet i 1. klasse i forgårs, og at selvsamme barn læser. Altså rigtigt læser og snart har gjort længe.

Hvordan jeg græmmes over Prinsesse Henriks opførsel. Det er en ommer, Henri. Det er mange ommere efterhånden.

Cyklister, der partout skal filme dem selv (eller deres lår), når de hjuler afsted, for så at dele det på Instastory. Måske er jeg ikke topkvalificeret til at kommentere det, eftersom jeg nærmest aldrig cykler selv, men jeg har svært ved at forestille mig, det kan være helt ufarligt sådan at sprinte med én hånd på styret, mens den anden filmer, redigerer og poster på de sociale medier midt i københavnsk myldretid. Pas nu på jer selv og ikke mindst de unger, der af og til vinker til kameraet fra cykelstolen bagpå.

Hvordan jeg føler mig taget ved næsen af den danske sommer i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Naturligvis på vejrfronten, men i lige så høj grad konsekvensen det har haft for min høst. Drivhuset har bestemt givet fine ting, men ikke på samme niveau som sidste år. Til gengæld har vores højtelskede moreltræ givet lige præcis nul bær, hvor det sidste år gav flere kilo. Det var faktisk fyldt med grønne klaser, da vi drog mod Holland, men da vi atter var vendt hjem, erfarede jeg hurtigt, at samtlige bær var væk. Så tak fugle eller regn eller blæst eller hvem fanden, der har stjålet mine bær. Jeg er ikke bare sur, jeg er også svært skuffet. Heldigvis går det godt på æble- og brombærsiden. Og nu holder Søren Ryge her sin kæft. Undskyld.

Hvor glad jeg er for ikke at skulle i skole inde i midten af Odense længere, men kan nøjes med den korte vej til uni. (Det er nok nu, jeg burde begynde på at cykle.) Den fynske hovedstad er et minefelt af vejarbejde, afspærringer og gule maskiner, og det er tæt på fysisk umuligt at komme rundt. Jeg håber virkelig, letbanen (skodord i øvrigt) bliver det hele værd, men jeg tvivler voldsomt.

Det ville jeg skrive noget om, hvis jeg kunne finde mine ord. Jeg leder videre.

“Bedre sent end aldrig”

Det kunne godt være mottoet for en række tendenser i mit liv. Lige minus det med at få børn, altså. Der lavede jeg nærmere en tyvstart. Men jeg er ikke just kendt for at stå tidligt op. Sådan i overført betydning. I virkeligheden står jeg altid tidligt op. Igen, noget med børnene. Jeg trækker som regel tiden til deadlines til det allersidste, så jeg kan stresssvede de sidste to dage op til og bilde mig selv ind, at jeg går i gang i ordentlig tid fremover. Min studentereksamen var heller ingen undtagelse. Jeg er 24 år og nyudklækket student. Og jeg syntes, det var småpinligt, at blive færdig så sent. Også selvom der foreligger en fair forklaring med to sygemeldte graviditeter efterfulgt af henholdsvis et og halvandet års barsel. Det trækker nogle år ud af kalenderen, og mange vil nok påstå, jeg stadig er ung. Og det er jeg da også. Og nu er jeg endelig i mål med første etape.

Jeg har haft op mod 40% fravær alle årene, røde varsler og samtaler, hvor jeg forsikrede personalet om, at jeg nok skulle dukke op lidt hyppigere. Men så kom syge børn og syge voksne og mest af alt en forsvindende lille motivation. Til mit held har jeg vist mig at være ok til at gå til eksamen, for havde jeg skulle forholde mig til de klassiske årskarakterer som på STX, havde det set mindre pænt ud. Men nu er der ikke flere eksamener tilbage. Overhovedet.

For halvanden uge siden skulle jeg overbevise min lærer og censor om, at jeg da sagtens kunne tale spansk. Efter at have haft det sporadisk i et år. Da jeg satte mig i forberedelseslokalet, overvejede jeg, om man mon kunne bestå ved at sige noget om guacamole og amigos, men der nåede jeg (heldigvis) aldrig til. Jeg snakkede om et billede og en ukendt tekst, som jeg skulle perspektivere til en kendt tekst. Og fik 12 og troede lidt, min lærer tog pis på mig. Hun er trods alt gift med en chilensk mand, så mit spanske kan kun have lydt meget lidt behageligt i hendes ører. Men hvad ved jeg.

Jeg har, på grund af ovennævnte barsler, ikke taget min studentereksamen sammen med en fast klasse. Jeg er hoppet på enkelthold rundt omkring, som det passede. Derfor (og også fordi jeg kan få tømmermænd blot af at lugte til en øl, og fordi jeg er nogens mor) skal jeg ikke køre lastbil og ligge i spritlage en uge og den slags. Det bliver sgu for mærkeligt. Af samme årsag havde jeg sløjfet huen, men det havde min mor og søster ikke. De overraskede mig med en helt enkel, spritny af slagsen med mit navn broderet diskret i samme farve som huen. Det var alt sammen meget ‘mig’, og det er utroligt, at det efter 24 år stadig kan komme bag på mig, at de næsten kender mig bedre, end jeg selv gør.

Men det føles rart at have afsluttet noget. Og med en afslutning kommer som regel en start på noget nyt. Jeg skrev noget om her, at jeg var blevet i tvivl igen. Og nu har jeg besluttet mig. Tror jeg nok. Jeg har tænkt og vendt og drejet og talt med folk og taget jeres søde kommentarer med mig. Og så har jeg søgt ind på jurastudiet. Og fordi jeg har søgt ind nu, får jeg (åbenbart) en hurtig-start-bonus, der gør, at jeg må søge ind med et gennemsnit på 12,0(?!). Med andre ord skal mange ting gå galt, hvis ikke jeg bliver tilbudt en plads på SDU fra 1. september. Det er fandme angstprovokerende. Jeg er jo slet ikke stor nok til at gå på universitetet. Men det er jeg så alligevel. Og mest af alt bliver det nyt og hårdt og spændende og godt. Håber jeg.

Eftertanker om tvivlen

Jeg er blevet blæst helt bagover af al responsen på mit sidste indlæg. Havde jeg vidst, der sad en hel røvfuld af journalister, sociologer, kommunikatører and what not derude bag skærmene, havde jeg nok stukket lappen i vejret noget før med hensyn til mit fremtidige studievalg. I er jo mange flere, end jeg troede, (jeg følger ikke vildt meget med i bloggens statistik), og I ved alle mulige seje ting. Jeg har før ladet mig fortælle, at man først er ‘rigtig’ blogger, når man også modtager de sure og fingerpegende kommentarer, fordi man først dér enten formår at prikke til folk og/eller nå ud til en virkelig bred vifte af mennesker. Og hvis det udsagn holder stik, så er jeg ikke en rigtig blogger! Ikke at jeg nogensinde har følt mig som en, men hurra for det. Ikke én gang har jeg modtaget bedrevidende, belærende eller nedladende kommentarer, fordi I altid er så søde. Jeg har både modtaget kommentarer her, på Instagram og endda min allerførste mail fra en læser! At I gider tage tid ud af jeres liv, for at oplyse mig om ting, jeg måske kunne drage fordel af, er altså mere end almindeligt opløftende. Det bekræfter mig i, at verden er meget mere og andet end et koldt og kynisk sted. Så tak for det! Spåkuglen for min fremtid er nu pudset og pæn og noget mere overskuelig, takket være jeres erfaringer og anbefalinger. Jeg har læst og tænkt over dem alle, jeg har været på jagt i det store internet, og nu ligner det, at jeg godt kunne finde på at lægge billet ind hos danskstudiet.

Da jeg var mindre, måske 10-11 år, spekulerede jeg en del i, hvad jeg mon skulle blive som voksen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde vanskeligheder udi begrænsningens kunst, når det kom til de skriftlige opgaver i skolen. I fjerde klasse skulle vi forfatte et lille eventyr, og jeg troppede som den eneste op med en fortælling på syv A4-sider, som endte som højtlæsningsmateriale i klassen. Og sådan var det relativt ofte. Jeg skrev side op og side ned på en noget tvivlsom forgænger til Word, hvor jeg forfattede lange historier om rideskolelejre og hestepiger, når jeg havde fri fra 4. klasse. (Det var der, min hesteperiode peakede). Et par år senere lod jeg mig fortælle, at man kunne blive noget, der hed cand.mag. i dansk, når man blev voksen. Og så var det ligesom afgjort. Det måtte være det, jeg skulle. Noget med dansk og sprog og skrift.

Da jeg afsluttede min 10. klasse, var min dansklærers sidste ord, at jeg skulle love hende, jeg blev forfatter eller noget andet, hvor jeg kunne bruge mine fortællinger. Tiden gik endnu engang, og min spirende interesse for samfundsrelaterede emner voksede i takt med overbevisningen om, at jeg nok burde læse journalistik. Og så frøs den tanke, og jeg overvejede den ikke yderligere. Det var det, jeg fortalte mig selv og alle andre, at jeg skulle. (Altså lige med undtagelse af når jeg syntes, det kunne være skide spændende at læse medicin, men så kom frem til, at jeg bare godt gad at være læge, men slet ikke magtede de mange års studier op til). Jeg ville gå freelance og forfatte samfundsdebatterende klummer og have tid og fleksibilitet. Det vil jeg stadig rigtig gerne, men det behøver jeg ikke være journalist for at gøre. Jeg havde stirret mig blind på journalisttitlen som det eneste, der gav mening, uden at overveje de store mængder af tv-produktion og menneskekontakt, der følger med studiet. Og det dur jeg ganske enkelt ikke til.

Derfor kunne det godt ende med, at jeg alligevel bliver cand.mag. i dansk, når jeg bliver voksen. Sådan som jeg så det for mig dengang for godt og vel 14 år siden. Jeg havde bare fået bildt mig selv ind, at danskstudiet var for anonymt og tamt til at give mening. Men jeg er blevet klogere, og det rummer tilsyneladende mange flere nuancer, end jeg var klar over. Jeg tænker noget med en masse læsning, sprognørderi og måske lidt kommunikation oveni. Lige nu lader det i hvert fald til at kunne give rigtig meget mening for mig.

 

light

Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

Om travlhed og trummerum

 

Så er det igang. Den store hverdagsbus har fået fyldt tanken og trumler ufortrødent derudad. Under accelerationen blev jeg blæst omkuld og havnede på allerbagerste sæde. Og her bliver jeg siddende. Jeg har indtil videre haft to skoledage og er allerede ynkelig. På skolebænken tæller jeg minutterne, til jeg igen er tilbage i friheden. Bevares, det er fint med det dér uddannelse, og så er det tilmed (næsten) gratis. Ingen ret til brok, det er jo for helvede frivilligt. Det er bare skide tungt at sidde dér, når man nu er en exceptionelt flittig drømmer. Men den bedste måde at nå sine drømme er som bekendt ved at vågne og gøre noget ved dem, men det kræver jo, at jeg skal ud af sengen. Det er så det, jeg forsøger nu. Men jeg har så travlt uden at skulle nå noget som helst. Travlt med at komme afsted, ud i verden og erhverve mig et rigtigt job og tjene mine egne penge. Jeg er ganskevist klar over, at den slags ikke kommer over natten. Men igen, jeg er en skarp drømmer. Jeg er bare træt af stadig at befinde mig i den dér ungdomslomme, hvor den eneste ting, der hører hjemme, er min alder. Jeg skal jo ikke til galla, køre lastbil med øl løbende direkte i årerne eller ud og flagre fandenivoldsk med min studenterhat. Jeg skal videre. Alt imens råber de rigtigt voksne mennesker advarende, at jeg skal nyde min skoletid, og når først jeg sidder med job og eget hus, er det sket. Så er det alvor. Jeg sætter også stor pris på fleksibel studietid, tidligt fri og den slags. Jeg glæder mig bare så afsindigt meget, til det bliver på et universitet, hvor det overordnede emne (forhåbentligt) er min passion og noget, jeg med glæde vil suge i mig. Jeg vil altså vædde med, at det kan noget lidt andet. Noget bedre.

Men hey, tålmodighed er en dyd og jeg skal stoppe med at klynke, for imorgen kommer mit allerbedste, mindste menneske hjem fra sin far, og som bekendt falmer al hverdagstrummerum og betydningen heraf enormt ved siden af ham. Han er et af de få mennesker, jeg kender, som kan gøre en mandag til en fest. Og dét kan i den grad noget! Desuden er billedet tæt på usammenhængende med indlægget her (og fra forrige nytår), men se ham lige. For fanden, altså.

Første (pæne) skoledag

Fotor0813122755

Så sidder jeg her. Første skoledag, første spisepause. Min samfundsfagslærer blev kørt ned og endte bevidstløs til morges og stod alligevel og kastede jokes om værtshuse og fraværsprocenter ud i æteren klokken 09:40 sharp. Så var vi ligesom igang. Nu venter jeg (ikke særlig spændt) på, biologi starter, mens jeg nyder omgivelserne. Skolen er nybygget. Som i der-går-stadig-tømrere-rundt-overalt-nybygget. Der er sågar stadig plastik på de dér frisør-udsugninger i biologilokalet. Og den skide materialistiske del af atmosfæren har så latterligt meget at sige for mig. Det gør mig i godt humør og giver mig næsten lyst til at tage afsted om morgenen. Næsten. Her er så pisse pænt! Skolen må være delvist sponsoreret af Muuto. Hold nu kæft, hvor er her mange møbler derfra. Og det er den ondelyneme noget, jeg kan li’! Store ovenlysvinduer, tagterasser, rigelige mængder rå beton og ditto glas og Sack It-stole at slænge sig i. Det er næsten for pænt til bare at være til HF-mennesker. Men jeg digger det nu alligevel.

Der kommer hele tiden nye folk til i konkurrencen om fødselstavlen, og jeg er mega beæret over alle jeres søde ord! For god ordens skyld må jeg hellere fastsætte et sluttidspunkt. Dermed er alle bidrag givet EFTER fredag d. 15. august, klokken 20.00 ugyldige. Så der er tid at løbe på endnu.

Hav en helt vildt dejlig dag!

Uddannelse og skema-liv

Fotor0730232938

Jeg kunne skrive mit navn med sammenhængende bogstaver i børnehaven. Og jeg har, siden jeg var ganske lille, elsket ord og bogstaver og andre pæne ting. Jeg startede i børnehaveklasse i 1998 (det lyder ikke til at være ret længe siden, vel?) og blev i 6. klasse ramt af skoletræthedsepidemien. Min klasselærer var en røv med ører, hun kørte hetz på mig i timerne og roste mig til skyerne for mine faglige kompetencer til skole-hjem-samtaler. En led slange. Jeg skiftede skole i 7. klasse – og hvilken befrielse. Der var rart at være. Men jeg var stadig skoletræt. Og det er ikke helt gået over endnu. Måske er jeg nærmere “at-skulle-tidligt-op-og-leve-efter-skemalagte-dage”-træt. Jeg hader det. Jeg hader, at min tid er tilrettelagt, og jeg hader, at skulle nå noget. Men jeg må komme ind i kampen, må jeg. Jeg er bare så pokkers glad for søvn.

Jeg ville direkte på gymnasiet efter 9. klasse, men fik af en eller anden grund forvildet mig ind i en 10. klasse på en ungdomsskole, hvor jeg rejste til både London og New York og havde det bedste og vildeste skoleår nogensinde. Og til trods for jeg (i bogstaveligste forstand) har sovet i timen, er det gået mig ganske fint. Både socialt og fagligt. Jeg krøb ofte op i vindueskarmen og sov bag gardinerne i folkeskolen. Så stort var (og er) mit sovehjerte. Sidste år faldt jeg sågar i søvn to gange under den skriftlige engelskeksamen. Efter 10. klasse prøvede jeg kræfter med et halvtamt gymnasium, droppede det, og påbegyndte den 3-årige design-HF, som i virkeligheden var meget mere mig. Og så blev jeg gravid. Og ingen har gavn af en medstuderende, som ikke kan holde sin mad indenbords i spisepausen. Så jeg blev sygemeldt.

Og hvad skal jeg egentlig være, når jeg bliver stor? Jeg ved det ikke. Jeg har ganskevist en idé, men ikke et endegyldigt svar. Er der måske nogen, der har brug for en journalist-forfatter-jordemoder-læge-designer-arkitekt-psykolog? Anyone? Jeg tror ikke, det er en stilling, der findes. I så fald er jeg alligevel over 60 år, før jeg er færdiguddannet.

Men med voksenlivet skulle gerne følge et voksenarbejde. Og dét skræmmer mig pisse meget! Jeg kan jo ikke bare gå rundt og lege voksen. Jeg drikker stadig mælk af kartonen og spiser Marabou til morgenmad (når mini-me ikke ser det, forstås). To måneders sommerferie hvert år får en ende, det samme gør fleksibel studietid og sygemeldinger for egen regning. Men der er gudskelov mange år endnu af alt det gode. Og ligeså mange år på SU. Damnit.

Efter udklækningen af Marius startede jeg forfra på HF. Med planer om at færdiggøre den på de sædvanlige to år. Min studievejleder råbte ak og ve og forsikrede mig om, at det var bedst at strække den over 3 år, når nu jeg havde en tumling på sidelinjen (eller nærmere væltende ind over det hele). Og det kunne han jo have ganske meget ret i, da jeg alligevel kun skulle runde 17 timer om ugen for at være SU-berettiget. Og nu burde jeg sidde med en studenterhue i hånden, men det gør jeg ikke. Som 18-årig stiftede jeg bekendtskab med en satan ved navn diskusprolaps. Og den tvang mig i knæ og ud i endnu en sygemelding halvvejs igennem sidste HF-år. Så nu er jeg her. Jeg mangler fire fag, før jeg er i mål. Og de skal gerne køres igennem over det næste års tid. Jeg rundede mærkværdigt nok mine to første år af med 30% fravær i snit og et karaktergennemsnit på 11,11. Så nu må vi se, om enten biologi eller kemi kan få kørt det i sænk. Ironisk nok skal jeg jo ikke bruge gennemsnit til ret meget, når jeg næste år trygler Syddansk Universitet om at blive optaget på journaliststudiet. For det gør jeg. Tror jeg nok.