Hvide gulve

Fotor0327124135 Fotor0327125334

Ja. Det er i og for sig ikke noget nyt. Men jeg elsker det. Elsker, elsker, elsker. Jeg drømmer om et stort sted udenfor byen med laaa-aa-angt til naboen og kæmpe have til ungerne (og en masse firbenede kræ). Nu hvor vi bor til leje, er hvide plankegulve på ingen måde en mulighed. Heldigvis bor vi i en nyrenoveret, lys lejlighed, men ak… De hvide gulve gør lidt det samme for mit humør, som sommeren gør. Alt bliver smukkere og lysere. Alle billeder ovenover har jeg fundet dér, hvor jeg kryber ind i min egen (okay, andres) verden af flotte detaljer og rum. Jep, you guessed it: Pinterest.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Noget om superhelte

Mother of all evil, så er den her! Eller det har den faktisk været længe. Altså perioden hvor besættelsen af Lynet McQueen fra filmen ‘Biler’ er altoverskyggende. Og nu også Batman. Og Spiderman. Og skildpadderne på steroider fra Teenage Mutant Ninja Turtles. Afhængigheden af nævnte er taget til ganske hurtigt i løbet af det sidste år. Til fastelavn 2013 gik tumlingen omkring i Fætter BR og var langt mere interesseret i biler og bamser end bøjlerne med fastelavnstøj. Og vil man ikke deltage i beslutningsprocessen, så har man ikke ret til at brokke sig over resultatet. Og det gjorde han heller ikke. Så han blev skruet i en æbleformet dragt, iført en hat med blad og stilk, og så var han ellers det sødeste æble of all times. Men nu har piben fået en anden lyd. Da jeg bladrede febrilsk gennem internetsider og foreslog ham forskellige udklædningsmuligheder i år, svarede han: “Nej. Nej. Heller ikke den. Nej. SPIDERMAN!!!!!!! Jeg vil være Spiderman! Kapow! (Siger han sådan?)” Og så kunne alle andre forslag godt pakke sammen.

Og jeg både hader og elsker denne her periode lidt. Manden herhjemme er af den overbevisning, at 3-årige drenge bare skal iklædes hvad end, de synes, er sejt, have jord på knæene og gamle joggingbukser på, som kan slides i børnehaven. Og jeg kan på en måde godt lide den tankegang. Men. Jeg kan bare bedst lide lækre striktrøjer og pæne bukser. Der bor en enkelt trøje med McQueen, en med Spiderman og en masse underbukser og strømper med samme i Marius’ skab. Resten er tøj efter min smag – Så det er vel en slags kompromis? Manden fandt sin gamle, indrammede (!) Batman-plakat (oh yes, en af de rigtig store), og nåede hurtigt at få idéen om Batman på børneværelset luftet for poden, og så var det jo 2 mod 1. Det skar lidt i mit indretningshjerte, men billedet kom op og drengen blev glad. Det er vel for fanden det vigtigste. Og det er vel kun en periode, right?

Om at være nogens mor (og lidt om søvn)

Fotor0324192537

 

Og ikke bare mor til hvem som helst, men til det lille, næsepillende væsen ovenover. Marius Emil, eller bare Marius, Muf, Mus, eller Mis i daglig tale. Billedet er vel taget for rundt regnet 3 år siden efterhånden. Og hvor var der dog mange, der varslede mig og min gravide mave, at tiden går SÅ stærkt fra øjeblikket, man får rakt sin lille klump menneske i armene for første gang. Og jeg har måtte bøje mig i støvet og tilslutte mig koret. Nuvel, det tager ganske vist stadig 365 dage, før det kan kategoriseres som et år, men de år har altså fået travlt. Hold nu kæft, hvor går det stærkt. Marius fylder 4 år (!!!) til maj og er altså en rigtig børnehavedreng. Og eftersom jeg nærmer mig de 22 år til sommer (yes, you did the math), vil nogen vel kategorisere mig som en mor af den yngre slags. Well, det vil jeg ihvertfald selv.

Nå, men mange mennesker mener så, at jeg må være gået glip af en helvedes masse, da jeg jo har haft det her lille menneske i min varetægt. Og selvfølgelig er jeg “gået glip” af noget (byture og tømmermænd, that is), men det har aldrig været noget, jeg har savnet, til trods for jeg var nogens mor, før jeg kunne gå i byen med mit eget ID. Jeg kan komme i tanke om én ting, som jeg virkelig føler, jeg har måtte give afkald på, og det kan opsummeres ganske kort: Søvn. Jeg er kæmpe fan af søvn. Lige fra powernaps til 17-timers marathon (sidstnævnte forekommer dog sjældent). Jeg kan sove alle steder, alle tider. Det kan jeg så ikke længere, men jeg har vist også sovet min del af de spæde teenageår væk. Marius sov ganske godt de første 2 måneder af sit liv, men så var kvoten af min videreførte søvngenetik åbenbart sluppet op. Han blev ammet og ammet og ammet lidt mere. I 14 måneder! Jeg prøvede at stoppe, fra han var 9 måneder gammel, da tænder og amning ikke er lige fedt for begge parter, men uden held. Han vågnede gerne en 4-10 gange i løbet af en nat og moslede rundt, blev hentet ind i soveværelset og gryntede efter mad. Det blev hurtigt en rutine at “sove” på den måde, da han var 13 måneder, før han første gang han overnattede hos mormor. Jeg var træt med træt på. Jeg har altid været et småtræt menneske, men nu havde det nået nye højder. Kloge folk (eller bare folk) fik mig fortalt, at det kun blev bedre fra nu af. Og det gjorde det da også. Halvandet år senere vel at mærke. Han var som sådan aldrig ked af det, det tog bare 1-2 timer at putte ham hver (!) aften med sang og historier, for så at krybe langs panelerne ud af rummet. Ungen hørte det selvfølgelig de første 8-10 gange, brokkede sig, og så startede det forfra. Og så lige en 4-7 opvågninger i løbet af natten, hvor han skulle have sin sut.

Da han blev 2,5 år, stiftede jeg på ny bekendtskab med den kære, sammenhængende søvn. Marius sover idag i juniorseng, bliver puttet med godnatlæsning på 10 minutter og falder selv i søvn på ca. 45 sekunder. Han rejser sig aldrig (don’t jinx it) fra sengen og går ud. Vågner en sjælden gang imellem ved tilfælde af tørst eller tissetrang og sover gerne til en halv otte/otte-tiden. Jeg er stadig træt kl. halv otte en lørdag morgen, men så er det godt, poden er med på putning, dyner og Ramasjang en halv time på sofaen til at vågne på. Og SÅ er vi (læs: barnet) ellers igang! Jeg vænner mig aldrig til at skulle “tidligt” op, men det er okay. Ganske få ting i livet er bedre end søvn, men at stå op til det lille, kønne fjæs er helt sikkert en af dem. Og kaffe selvfølgelig.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Noget om at være nærig

Eller ihvertfald på SU. Jeg har aldrig brugt ret mange penge på noget som helst, ihvertfald ikke ad gangen. Jeg er typen der har 20 neglelak fra Tiger i stedet for én fra Chanel. Og sådan er jeg vel egentlig med det meste. Så jeg har valgt at indlede et (ret seriøst) forhold med EBay. Der er så mange små, ligegyldige ting (hvilket jeg ELSKER) til ingen penge. Bevares, der florerer enorme mængder af bras på sitet, men der er nogle få guldkorn imellem. Senest har jeg investeret i denne badedragt (ja, dragt! Det skulle være godt for mor-maven) til den nette sum af ca. 70 kroner. Og dermed et lille hint til Hr. Sol om at skrue lidt op for blusset.

Sommer

Fynsk sommer 2013

Det er som om, den lune årstid vender tilbage med fornyet magi hvert eneste år. Når pøblen begynder at titte ud af husene, som bjørnene fra hi, med vintertrætte øjne og søvnige smil. Tænk, at noget så simpelt (oh, well) som moder natur, kan få mig til at smile ligeså bredt som en 3-årig knægt i Fætter BR. Der sker et eller andet med mig og min krop igennem vinterperioden. Istiden, om man vil. Nok er dagene kortere, men de går i den grad også langsommere. Bevares, det er da hyggeligt med tyk, hvid sne som tumlingen kan lege i og bygge med. I et par dage. Det bedste ved vinteren er vel, at man kan småfede sig lidt med julebag og holde i hånd med slægtninge omkring et træ af gran, og så ellers tælle ned til foråret. Og nu er vi her! Jeg har slet ikke lyst til at bevæge mig indendøre, når solen sender sine gudsbenådede stråler min vej. Jeg har sågar befundet mig ude på fortovet nu og da, hvis solens stråler ikke længere dækkede min altan på den modsatte side af lejlighedskomplekset. Nuvel, der er vel ingen, der længere er i tvivl om, hvor meget jeg glæder mig til at gå sommeren i møde med min yndige tumling (hedder det stadig det, når man snart er 4?) i den ene hånd og søde kæreste i den anden.

Ønsker til barnet

Sengetøj, dinosaurpude, denimshort og t-shirt fra H&M / Hus-pude og soft doll fra Luckyboysunday / Gamacher og sweatshirt fra Mini Rodini / Sneakers fra New Balance / Kaninlampe fra Heico

 

Eller måske mest mig. Jeg tillader mig ihvertfald at drømme om ovenstående på hans vegne. Men det tillader pengepungen på ingen måde på nuværende tidspunkt. Ihvertfald ikke det hele på én gang. Og kan man overhovedet tillade sig at putte en snart 4-årig Marius i giraf-gamacher? Ét er girafferne, noget andet er typen af benklæder. Der er vel intet af det, der er sådan rigtig godt.

Perle-uro

Har været produktiv idag (as if) og kreeret en uro til barnets værelse. Inspirationen har jeg fundet her. Beskrivelse af proceduren er vel næsten overflødig, ikke? Noget med nogle perleplader og lidt sytråd (og en helvedes masse tålmodighed).

Børneværelse

Indretning er sådan noget endeløst noget, ikke? Det er det åbenbart for mig. Så snart det begynder at falde på plads, burde dét billede måske hænge et andet sted eller dén kasse flyttes til en anden hylde. Ak og ve. Og mit kønne yngel er jo fuldstændig ligeglad, og kommer kun med små kommentarer til de konstante forandringer. “Hvorfor putter du prikker på min væg, moar?” Fordi moar synes, det er pænt. “Hvorfor tager du mine prikker ned af væggen, moar?” Fordi moar blev træt af prikkerne. Nuværende tilstand på børneværelset er meget lig billederne ovenover. Og begynder at blive mere tilfreds. I hvert fald for nu.

Kuglerammen er købt i Ikea. Jeg har malet kuglerne mat sorte, da der i forvejen er rigeligt med farver på børneværelset. Kassen er ligeledes fra Ikea, dekoreret med klistermærker og udklip af karton. Flagranken er homemade from-the-bottom og Pacman-dekorationen er lavet med prints fra www.minieco.co.uk, som i øvrigt har mange andre lækre papirting, der kan nørdes i en uendelighed.

Numero uno

Så har vi det. Hvordan fanden starter man en blog? Måske sådan her. Måske ikke.
Alle blogs, jeg følger, drukner i sidevisninger og Facebook-likes, men de er vel også startet et sted, right? Den her følelse af at skrive til ingen andre end sig selv, er sgu lidt underlig. Men også rar. For jeg aner ikke, om nogen nogensinde kommer til at læse med her, eller det bare bliver min personlige losseplads for pessimistiske anekdoter, idéer og hvad der ellers optager for meget lagerplads på den øverste.
Og det er vel også meget belejligt, at folk ikke vader ind i ens hus, mens man er ved at lægge gulv. Ikke?