Ønsker til barnet

Sengetøj, dinosaurpude, denimshort og t-shirt fra H&M / Hus-pude og soft doll fra Luckyboysunday / Gamacher og sweatshirt fra Mini Rodini / Sneakers fra New Balance / Kaninlampe fra Heico

 

Eller måske mest mig. Jeg tillader mig ihvertfald at drømme om ovenstående på hans vegne. Men det tillader pengepungen på ingen måde på nuværende tidspunkt. Ihvertfald ikke det hele på én gang. Og kan man overhovedet tillade sig at putte en snart 4-årig Marius i giraf-gamacher? Ét er girafferne, noget andet er typen af benklæder. Der er vel intet af det, der er sådan rigtig godt.

Perle-uro

Har været produktiv idag (as if) og kreeret en uro til barnets værelse. Inspirationen har jeg fundet her. Beskrivelse af proceduren er vel næsten overflødig, ikke? Noget med nogle perleplader og lidt sytråd (og en helvedes masse tålmodighed).

Børneværelse

Indretning er sådan noget endeløst noget, ikke? Det er det åbenbart for mig. Så snart det begynder at falde på plads, burde dét billede måske hænge et andet sted eller dén kasse flyttes til en anden hylde. Ak og ve. Og mit kønne yngel er jo fuldstændig ligeglad, og kommer kun med små kommentarer til de konstante forandringer. “Hvorfor putter du prikker på min væg, moar?” Fordi moar synes, det er pænt. “Hvorfor tager du mine prikker ned af væggen, moar?” Fordi moar blev træt af prikkerne. Nuværende tilstand på børneværelset er meget lig billederne ovenover. Og begynder at blive mere tilfreds. I hvert fald for nu.

Kuglerammen er købt i Ikea. Jeg har malet kuglerne mat sorte, da der i forvejen er rigeligt med farver på børneværelset. Kassen er ligeledes fra Ikea, dekoreret med klistermærker og udklip af karton. Flagranken er homemade from-the-bottom og Pacman-dekorationen er lavet med prints fra www.minieco.co.uk, som i øvrigt har mange andre lækre papirting, der kan nørdes i en uendelighed.

Numero uno

Så har vi det. Hvordan fanden starter man en blog? Måske sådan her. Måske ikke.
Alle blogs, jeg følger, drukner i sidevisninger og Facebook-likes, men de er vel også startet et sted, right? Den her følelse af at skrive til ingen andre end sig selv, er sgu lidt underlig. Men også rar. For jeg aner ikke, om nogen nogensinde kommer til at læse med her, eller det bare bliver min personlige losseplads for pessimistiske anekdoter, idéer og hvad der ellers optager for meget lagerplads på den øverste.
Og det er vel også meget belejligt, at folk ikke vader ind i ens hus, mens man er ved at lægge gulv. Ikke?