To phone or not to phone

Jeg fik min første telefon et sted mellem 3. og 4. klasse. Til deling med min storesøster, naturligvis. Det var en lilla klaptelefon med antenne og hele svineriet af mærket Ericsson. Skrev vi SMS’er, der blev længere, end telefonen kunne kapere, kvitterede den med at bytte samtlige bogstaver ud med kinesiske tegn. Teknologien var god på den måde.

Om eftermiddagen spillede jeg spil på MS-DOS computer hos min farmor (fellow 90’er børn, I må vide, hvad jeg snakker om). Min farmor var geek på måden, hvor det fortjener at staves med to 3-taller. Hun og min farfar havde et skrivebord med hver en computer, hun kunne noget med html-kodning og havde de nyeste spil med hjem på disketter. Hun er i øvrigt stadig sej(ere end mig) til den slags. I tredje klasse fik jeg fingre i det første The Sims, og siden da var min digitale verden for altid forandret.

Det er den også nu. Forandret, altså. Og i konstant udvikling. Og jeg leder febrilsk efter håndbremsen, når min 8-årige søn beder om at få en telefon. Herregud, jeg var ikke selv meget ældre, da min far forærede os den lilla klods back in the good ol’ days. Men forskellen er alligevel til at få øje på. Jeg fik en telefon. Hell, den kunne ikke engang spille Snake. Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger. Selvfølgelig kan jeg adgangsbegrænse og kontrollere, og det er ikke engang nødvendigt med den 8-årige, der bor her hos os. Han ville uden tvivl høre efter, hvis jeg bad ham lade være at downloade YouTube-app’en. Men alligevel. Hele internettet er lige dér i hånden på en. Alt det gode og alt det dårlige. Og når jeg tænker på, hvor svært det som voksen kan være at navigere i eller kontrollere sit tidsmæssige forbrug omkring, er det ikke en ting, jeg har lyst til at give videre allerede.

Vi har heller ingen iPads. Det kommer sig egentlig ikke af totalt forstokkede, teknologiforsagende principper; vi har bare aldrig fået købt en. Og nu er det ældste barn 8 og det yngste 3, og vi mangler det ikke rigtigt. Hvis de dumper ind i smørhullet lidt rigeligt tidligt, deles de om at se små videoer på en telefon, mens de voksne får søvnen ud af øjnene. Det virker for os.

Hele emnet omkring telefon er selvfølgelig også påvirket af ydre omstændigheder. Den klassiske fortælling om, at aaalle andre i klassen selvfølgelig har telefon. Det ved jeg godt, alle ikke har. Men de findes. De fandtes sågar allerede, da Marius gik i 0. klasse. Jeg så flere af hans klassekammerater stå i kælderens garderobe og begejstret vise YouTube-film til deres jævnaldrende. Akkompagneret af jublende skældsord og udbrud. På det tidspunkt var de 6 år. For mig giver det ikke mening, at man giver sin 6-årige nøglerne til YouTube, når man ikke selv er hjemme til at følge med. Og slet ikke i skolen, hvor den slags også smitter af på andres børn.

En anden ting, der gør, at jeg stritter imod hele telefonidéen, er legeaftaler. Vi har før prøvet at have en legeaftale på besøg med telefon, hvor Marius flere gange henvendte sig i stuen med beskeden om, at han kedede sig. At hans ven sad begravet i sin telefon på værelset og ikke havde lyst til andet end at se videoklip på nettet, mens Marius trissede rundt og ventede på, vennen havde tid til at lege. Det, synes jeg også, er mere end almindeligt uheldigt. At to (på det tidspunkt) 7-årige børn ikke kan blive enige om en fælles aktivitet, fordi den enes tilstedeværelse er blevet slugt af en smartphone. Det er både trist og for tidligt.

Egentlig er det ikke svært for mig som forælder at holde fast i det “nej”, der er blevet sagt til telefonønsket. Jeg har ikke svært ved at stå fast, selvom ‘alle’ de andre i klassen har en telefon. Men når al galden efterhånden er hældt fra, kommer jeg selvfølgelig frem til min egentlige udfordring. At det kunne være pisse praktisk, hvis Marius havde en telefon. Han har 350 meter i skole på en lukket sti, og det er en vej, han sagtens selv kan gå. Han har også venner i nabolaget, som han drøner rundt mellem efter skoletid, og her ville det være smart med muligheden for kontakt. Jeg gad godt, han kunne sende en besked, når han gik fra skolen. Eller når han sent fandt ud af, han gerne ville med i SFO lige præcis den dag og derfor vender senere hjem end planlagt. Eller at han lige kunne skrive hvilken ven, han besøger.

Det er i sandhed et dilemma. Jeg gider godt muligheden for kommunikation, men gerne uden al larmen fra YouTube, Snapchat og det store internet. Jeg ønsker også, det skal være en genstand, han kan få et sundt og naturligt forhold til, som ikke skal forstyrre hans sociale samvær med andre levende mennesker. Og det skal jeg selvfølgelig nok hjælpe ham med, når den tid kommer. Inden da skal jeg bare lige regne ud, hvornår den tid kommer. (Kommer den samtidig med tilladelsen til at spille Fortnite? Suk.)

10 Comments

  1. Mette

    Måske Marius skulle have en Ericsson klaptelefon med antenne… ;-)
    Jeg forstår så godt dit dilemma!

  2. Har selv været der, og Aya fik så (min aflagte) iPhone i 8års fødselsdagsgave. Hun havde den med på ferien hvor hun brugte den lidt i bilen. Sendte sms’er og tog billeder og spillede lidt. Og så fandt hun på at lave sine egne historier hun så indtalte – dét synes jeg faktisk var en rigtig god idé.
    Efter vi er kommet hjem ligger den hjemme og i går tror jeg helt hun havde glemt den. Og reglen er indtil videre, at det blot er en hjemmetelefon. Hun kommer til at tage hjem fra SFO selv, og der skal hun have muligheden for at få fat på os. Hun vil rigtig gerne være alene hjemme, blot 15 minutter, så hun skal kunne ringe/sms’e til os og omvendt.
    Jeg er overrasket over hvor lidt telefonen fylder (lige nu) og jeg elsker at hun sender en SMS rundt til os og bedsteforældre. Hun får ikke adgang til Snapchat og Instagram. Men hun har til youtube, og der lytter vi med på, hvad der sker, og snakker med hende om det.For der er jo nogle crazy ting der!

    • Ditte K

      Tak, Sebrina! Det lyder jo faktisk som om, I har fundet en rigtig god balance. Håber, vi kan lande nogenlunde samme sted. Det er nemlig slet heller ikke Marius, jeg ikke stoler på i denne sammenhæng – det er mere teknologien og alle mulighederne i sig selv, jeg synes, er lidt overvældende. Og sikke en sød idé med at indtale egne historier 😄 Jeg glæder mig altså også så meget til at kunne modtage SMS’er fra ham <3

  3. Sofie Ude

    Da jeg fik smartphone-kvalme købte jeg sådan en Nokia til 400 kroner der ikke kunne andet end at ringe og skrive beskeder. Måske det kunne være en ide? Den er helt sikkert ikke sej at flashe i skolens kælder, men til gengæld er den så kedelig, at den med garanti ikke stjæler opmærksomheden hvis nogen gerne vil lege :)

    • Ditte K

      Det er helt sikkert også en god idé. Jeg havde også tænkt, om man måske kunne finde en mellemting. Jeg må vist hellere gå lidt i tænkeboks <3

  4. Gode tanker!

    Og så må jeg lige tilslutte mig koret. Køb en gammeldags model, der ikke kan gå på nettet. Hans jævnaldrende vil nok ikke synes den er ret spændende, men 9.-klasserne vil måbe over hvor street han er.

    Kh Karoline!

    • Ditte K

      Du har fat i noget. Det kunne godt vise sig at være den bedste løsning. Rimelig oldschool og street egentlig. Tak for dit input <3

  5. Jeg er ikke forælder endnu, men min mand og jeg taler allerede nu om, hvordan vi har planer om at håndtere “telefondilemmaet” – for det bliver kun “værre” med tiden, tror jeg. Man kan selvfølgelig have nok så mange principper, men det er jo nemt nok, når man ikke selv står i det. Jeg synes, du beskriver det så fint, når du skriver: “Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger.” For det er virkelig en kæmpe stor verden, de pludselig for adgang til, som kan være utrolig svær at begrænse (det kender vi jo også fra os selv som voksne). Jeg tror også, at der ligger et problem i dét, at vi som voksne selv er så optagede af vores telefoner. Jeg ser så ofte forældre ude med deres børn på bl.a. caféer, hvor forældrene er fuldkommen opslugt af deres telefon, mens barnet sidder og spiser et stykke kage og i en time blot har udsigt til bagsiden af en iPhone. Jeg forstår godt behovet for et “pusterum” og det er bestemt ikke for at dømme, men jeg tænker, at det er svært at begrænse børns mobilforbrug, hvis mobilen nærmest er en forlængelse af forældrenes hænder, hvis det giver mening. Anyway, rigtigt spændende læsning – jeg kan godt forstå dilemmaet, og jeg håber, at I finder en god løsning for jer. <3

    • Ditte K

      Hej Sofie. Tak for din kommentar og dine tanker! Jeg er sikker på, det altid er godt at være på forkant og forventningsafstemme omkring den slags, selvom der ikke er børn endnu. Men ja – jeg er helt enig med dig i, at forældres eget mobilforbrug i den grad kan komplicere situationen. Det er vel en lidt hårdere udgave af ‘det er meget vigtigt, du kører med cykelhjelm, men mor behøver den ikke.” 😅 Altså en situation, hvor børnene naturligt vil spejle sig i os, men vi gerne vil have dem til ‘det modsatte’. Vi har faktisk fundet en løsning nu, som vi alle er landet ret godt i. Det kunne være, jeg skulle skrive noget opfølgende omkring det. God dag til dig ❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *