Sensommer-blues

Jeg befinder mig på altanen med en kop kaffe spædet op med både mælk og koldt vand, så den lynhurtigt er til at hælde i svælget. Huset er ved at få øjne. Marius har selvfølgelig haft øjne længe, og de har været rettet mod alt fra Ramasjang til Lego og i øjeblikket på en rugbrødsmad. I sofaen. Det er sidste mandag med ferie, og jeg har ikke ret til at brokke mig. De fleste voksne (det er altså ikke mig endnu) har for længst overstået de 3 ugers sommerferie og er tilbage på pinden og stryger fra job videre i vuggestuen og over i Netto for at være idéforladt angående aftensmad og lige akkurat nå hjem, når ulvetimen peaker. Og jeg har haft laaa-aa-aang ferie. Og vi har lavet så tæt på ingenting som muligt, men det har lige netop været det, der skulle til. Vi har fået ladet batterierne op. Mere eller mindre. Der er stadig ubrugt plads, som kunne fyldes med lidt mere energi. Men sådan er det altid med mig.

Det har regnet til morges. Selvom klokken er over 9, har solens stråler endnu ikke nået at bryde igennem den tykke dyne af lysegrå skyer, der ligger som et tungt tæppe over byen. Jeg er ramt af sidste-ferie-fase-blues, men er trods alt ved godt mod. Det piner mig, bare en lille smule, at sommeren er ved at ebbe ud. Vi har ganskevist en måned og måske mere endnu, men jeg kan altså bedre li’ at tage hul på foråret. Dér er der lys forude. Om hjørnet venter en hær af madpakker, der skal smøres, ting, der skal nås og deadlines, der skal overholdes. Og når mine medstuderende mødes til studiegrupper og fredagscaféer, stempler jeg ud og henter poden i børnehave. Og det glæder jeg mig til. Men jeg kan ikke lade være med at se frem til tiden på universitetet, hvor der sandsynligvis er lidt flere af min slags. Os i forældreland med bekymringer, pligter, gøremål og uanede mængder af ansvar. Og glæde, for fanden! Masser af det. Jeg kunne bare godt bruge lidt mere ferie. Bare lidt.

Hygge og hamstervaner

Jeg er træt med mere træt ovenpå. Jeg har ferie, solen skinner, og jeg er træt. Jeg ved ikke helt hvorfor. Løgn. Jeg har i hvert fald en anelse. For det første kunne jeg begynde at motionere lidt (like that’s gonna happen), spise sundere eller i hvert fald mere (that has to happen!), og vigtigst af alt: Sove. Jeg synes, jeg sover en del, men det er alligevel aldrig helt tilstrækkeligt. Jeg forestiller mig, at min træthed (minimum) ugentligt rammer niveauer, som kun hjemvendte festivalgængere efter Roskilde kender til. Og så burde jeg starte på at leve som menneske fremfor hamster, når Marius er hos sit faderlige ophav. Sandheden er, at jeg elsker hamster-delen, jeg kan bare ikke holde til den. Det er bare så tillokkende at sætte hjernen på standby og lege med computer og serier i de tidlige nattetimer og så sove alvorligt længe næste morgen. For jeg er, og har altid været, så meget B-menneske, at man passende kunne smide et C foran istedet. Det er lækkert at sove længe. For fanden, hvor kan jeg li’ det! Og her sidder jeg igen kl. 23:23 (er det nu, man må ønske?), og det lille 4-årige menneske i mit liv sover sødeligt i sin køje. Og jeg burde hoppe på hovedet i seng for to timer siden, men aftentiden (og -roen) er ligesom lidt for hellig. Ak, alle de problemer, som slet ikke er problemer.

I det mindste er jeg træt og glad. Det kan åbenbart godt lade sig gøre. Vi har hygget os idag, Marius har på mest blasfemiske vis ladet sine Lego-superhelte flytte ind i det gamle Lundby-dukkehus, vi har grillet store bøffer over engangsgrill på den lille altan, spist alt for mange is, og jeg har sågar fået mig en middagslur, takket være min overskudsagtige kæreste som underholdt poden, mens jeg lukkede verden ude og drømme ind.

Billedet er en fødselstavle, jeg tegnede for ganske nyligt. Og i øvrigt mega off-topic.