Spørgsmål, selvpromovering og mig-tid

Hænger I stadig på, eller er I stukket af, mens tid var? I er så stille. Det er også okay i den smeltende varme. Hellere sørge for at kroppen bliver, hvor den er, fremfor at lege på internettet. Jeg kører bare på med monologen lidt endnu. Mikkel og Marius er taget et smut i ind til byen. Noget med Fona, en oplader og noget i udu. Det efterlader mig med stilhed og ro i et sådant omfang, at jeg med god samvittighed kan hoppe i bad og trimme de små korte. Altså benene. Tilmed skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg gavmildt sølede min slidte manke ind i Aussie-produkter fra rod til spids i mellemtiden. Har I erfaringer med den slags? Jeg er nærig som bare fanden (eller i hvert fald på SU), så jeg ødsler sjældent mine penge bort på cremer og hårprodukter. Men nu har jeg hørt så meget om netop det (og Moroccan Oil – men dét kommer ikke til at ske!), og når Netto tilbyder mig en bøtte, der mest af alt ligner shampoo til hunde, til sølle 49 kroner, så slår jeg sgu til.

I øvrigt har jeg hørt, at det skulle være så godt med de dér Facebook-sider. Noget med selvpromovering, I guess. Så nu har jeg taget mig sammen og kreeret en af slagsen lige her, hvor I også kan følge med i nyt her på domænet, billeder og den slags. Måske giver det mest mening for de af jer, der ikke bruger Bloglovin’. Jeg ved det ikke. Tror, siden på nuværende tidspunkt har 0 likes, så det tegner jo meget godt.

Sidst men absolut ikke mindst, har jeg i øvrigt ikke glemt de sidste spørgsmål fra den tidligere, selvhøjtidelige spørgerunde. De kommer løbende, I promise. De kræver bare lidt mere eftertænksomhed og skrivetid, end jeg har at give lige nu. I øvrigt er spons og andet skidteras stadig på et absolut minimum her på bloggen (faktisk ikke-eksisterende), men det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville hælde goodiebags og Dior-parfumer ud over jer. Tro mig, det ville jeg gerne. Men det er endnu uaktuelt. Derimod har jeg modtaget mange rosende (tak!) og spørgende ord angående mine tegninger her, her og her. Kunne det være noget med en slags lille konkurrence om en valgfri tegning eller en personlig fødselstavle alá den i sidste link? Så sig lige til, ikke? Antallet af deltagere ville formentlig være minimalt og vinderchancerne derfor historisk høje. You let me know – Det er det bedste, jeg kan tilbyde lige nu.

Jeg skynder mig at trække mig fra cyberspace igen, inden jeg atter bliver bombarderet med Copenhagen Fashion Week, bloggerevents og awardshows. Det stikker en lille smule i mit misundelses-organ. Hvor end det så sidder. Og nej, det er ikke pænt at misunde andre, jeg synes bare, det ser ud til at være så pissehyggeligt. Men jeg vil istedet gi’ mig i kast med en engangsskraber fra Lidl (det kan vel også noget…) og ønske alle de dygtige damer en helvedes masse gode oplevelser til modeugen og andre spændende events. Drik en ekstra mojito for mig! Jeg kan alligevel ikke li’ dem.

Hey, og tillykke til Mette Marie med bedste blog-awarden. Mere velfortjent pris skal man lede længe efter.

Undskyld, jeg roder

Jeg har efter længere tids overvejelser valgt at gå mine egne veje. Sådan rent blogmæssigt. Jeg var fint tilfreds med at blogge hos Bloggers Delight, men jeg valgte at prioritere økonomisk anderledes ved at opsige mit abonnement (og dermed den månedlige betaling) som Plusblogger og istedet købe eget domæne. Der var kort tale om et muligt fremtidigt samarbejde som Premiumblogger, når mine tal nåede de rigtige værdier. Og det kunne også have været fedt, men det blev ikke nu.

Jeg ville skulle promovere mig selv langt mere, end jeg hidtil har gjort. Og jeg har hidtil gjort ingenting. Jeg har det mærkeligt med at markedsføre mig selv, og det er forholdsvis uhensigtsmæssigt, når man forsøger at drive en blog. Jeg ved det godt. Men det blev trættende for mig at åbne kontrolpanelet konstant, kun for at erfare at besøgstallene i perioder var nedadgående. Og selvfølgelig var de det. De af jer, der har ferie, render forhåbentlig rundt ude i den gavmilde varme, vi er forsynet med for tiden fremfor at ødsle soltimerne bort foran stykker af elektronik. Andre har pakket en god bog og en bikini og er smuttet syd på i en allerhelvedes fart. Og jeg har ligeledes slacket lidt på blog-fronten. Så det hele giver vel nogenlunde mening.

Men der følger lidt mere arbejde med det her. Sådan rent teknisk. Jeg har haft mine gode perioder på HTML-fronten, men det ligger mig efterhånden lidt fjernt. Jeg har dog prøvet at ryste efterveer af ammehjerne og andet støv af den øverste, og det kommer ligeså forsigtigt tilbage igen. Anyway, hvis det visuelle skranter lidt, er det bare mig, der har fået æltet noget forkert sammen i min CSS. Jeg håber, I vil blive hængende alligevel. Og jeg glæder mig til at fokusere lidt mindre på besøgstal og lidt mere på at slappe af. Og at skrive, selvfølgelig.